Jan Magnussen tester LMP2 hos High Class Racing

Foto: ACO

På næste søndag – dagen efter FIA WEC’s 8 Hours of Bahrain, er der Rookie Test i FIA WEC.

Her står det allerede klart, at der kommer til at være en del dansk deltagelse, men nu er Jan Magnussen også på plads for danske High Class Racing, som er på plads med deres Oreca 07 Gibson, skriver High Class Racing i en netop udsendt pressemeddelelse.

Testen er første skridt på vejen mod teamets mål, som er at have en Oreca på startgridden til Le Mans næste sommer med tre danske kørere, men direktør Peter Utoft siger kortfattet til Boxengasse, at testen handler om, at Jan Magnussen først og fremmest skal prøve kræfter med LMP2-raceren – og at det i øvrigt er teamets mål at have to prototyper til start på Le Mans næste år.

Testen på Sakhir Circuit bliver Magnussens første officielle tur i en LMP2-racer:

– Jeg er spændt på at komme ud at køre i High Class Racings Oreca i Bahrain. Det er længe siden, jeg sidst har kørt i en prototype, så jeg ser i høj grad frem til at lære chassiset at kende – det er jo en bil, som har været enormt succesfuld fra 2017 til nu. At være med High Class Racing er optimalt for mig. Jeg har længe haft et bånd til teamet, og chancen for at kunne køre Le Mans i 2020 i et rent dansk lineup er en chance, jeg ikke vil sige nej til, udtaler Jan Magnussen i pressemeddelelsen.


Team manager Nikolaj Johansen følger op:
– Vi er glade for at kunne annoncere, at Jan tester med os i Bahrain. Det er en ære, at High Class Racing kan være en del af hans drøm om at køre LMP2 på Le Mans i 2020 og i fremtiden at kunne køre Le Mans sammen med Kevin. Han bringer enormt meget erfaring ind i teamet og har en global fanbase med sig.

Sideløbende tester High Class Racing også med Michael Markussen, som for nylig testede LMP2-raceren i Barcelona.

https://www.facebook.com/HighClassRacing/posts/2573649266058551

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: