Rolex 24 at Daytona har alle dage været kendt som ét af de mere uforudsigelige langdistanceløb – og årets udgave blev bestemt en fortsættelse af den tendens. Med evigt skiftende føring ikke bare fire, men nu fem klasser blev 24-timersløbet den perfekte sæsonpremiere på det, der forhåbentligt bliver en ekstremt spændende sæson af IMSA Weathertech Sportscar Championship.
Kevin Magnussen og Chip Ganassi Racing fik en hård debut med deres nye indsats i IMSA – farten var der hele vejen, men særligt et par straffe medførte undervejs, at Ganassi-raceren mistede føringen og skulle jage det tabte ind igen. Det gjorde Kevin Magnussen, Renger van der Zande og Scott Dixon rigtig flot – men så kom en straf og sendte det nye lineup tilbage til udgangspunktet.
…. Og så kom de afgørende minutter – det vender vi tilbage til.
Først var det en straf til Scott Dixon, som kørte for hurtigt i pitlane. Dernæst fik Kevin Magnussen en drivethrough for at sætte bilen i gear inden donkraftene var nede – og til sidst kom en punktering på tværs.
Det spændende strategiske spil kørte dog helt til det ternede flag. Med 54 minutter igen kunne Renger van der Zande bringe sig i føring og samtidigt være på den rette side med strategien – for i forbindelse med det sidste stop ved 34 minutter tilbage på uret kunne Chip Ganassi Racing gå ind og få fire friske dæk, mens Wayne Taylor Racing sendte deres Acura #10 afsted med to friske dæk til Felipe Albuquerque.

Det blev selvsagt noget af en presbold mod Albuquerque, for Renger van der Zande satte jagten ind og spolede lynhurtigt portugiserens forspring ind.
Renger van der Zande fik lavet arbejdet færdigt og fik taget føringen efter det sidste stop – og alt så lyst ud indtil hollænderen med syv minutter igen måtte pitte – med endnu en punktering. Det var den afgørelse, som Wayne Taylor Racings nye samarbejde med Acura manglede.
Sejren gør Wayne Taylor Racing til vindere af Daytona 24 Hours for tredje år i streg – og samarbejdet med Acura fik således den perfekte premiere, da det er det amerikanske teams første sæson i samarbejde med den amerikanske fløj af Honda.

Lovende danske takter i LMP2 blev ikke forløst
LMP2 så længe lørdag ud til at blive rigtig stor succes set med danske briller. Både PR1 Mathiasen Motorsports med Mikkel Jensen på holdet såvel som danske High Class Racing med Anders Fjordbach og Dennis Andersen viste stor styrke i optakten til Daytona og kom ligeledes stærkt fra start i løbet.
Desværre spillede teknikken ikke for de to biler med dansk islæt. Lørdag aften måtte High Class Racing skuffede trække deres Oreca 07 ud af løbet med en defekt gearkasse, mens også PR1 Mathiasen Motorsports senere masser af tid på teknikken.

Først satte motoren ud. Dernæst gik starteren i stykker, og i løbet af natten blev Mikkel Jensen påkørt af en konkurrent, da han var på vej ud af pitten. Og siden skulle det blive endnu værre, for det blev fulgt op af en afkørsel og endnu et hold motor- og koblingsrelaterede problemer.
Teamet gav dog ikke op og kørte videre – især for at hente mere viden til sæsonen, som fortsætter på Sebring i marts.
LMP2 endte med sejr til Tower Motorsport, som i den afgørende time fik slået sig fast med et forspring på lidt over et halvt minut til forfølgerne fra ERA Motorsport.

Dobbelt Corvette i GTLM
GTLM er ude i sin sidste sæson i det nordamerikanske, og trods en tyndt besat grid manglede der ingenlunde konkurrence og action i klassen. Helt fra første færd var der kaos, da den rullende start endte med, at Bruno Spengler (BMW Team RLL #25) og Kevin Estré (Porsche Weathertech #79) stødte sammen under starten. En masse bodywork faldt i de følgende hektiske minutter af Porschen og var medvirkende til at få løbets første safetycar allerede efter ni minutter.

At opsummere det samlede løb i GTLM ville være en meget lang historie, for klassen bød hele vejen på tæt fight, hvor Corvette Racing overvejende stod fornuftigt – og det blev da også en dobbelt amerikansk sejr på hjemmebanen til sidst – skarpt udfordret af især BMW Team RLL.
Uheld blev dyrt for AF Corse
Nicklas Nielsen og AF Corse lå gennem søndagen rigtig godt til i GT Daytona og kæmpede i timevis om føringen. Teamet satte ikke en fod forkert natten igennem, og med Nicklas Nielsen i front blev der gjort et bundsolidt stykke arbejde for at få Ferrarien frem i rækkerne.
Det gode arbejde blev desværre bare ikke premieret, for med lige knap fire timer igen skete der et sammenstød på vejen ind på banens infield – og her blev AF Corses Matteo Cressoni kørt af banen i et sammenstød, som italieneren var uforskyldt i.
Sammenstødet gav en punktering og et længere pitstop, som endte med at koste to omgange og desværre muligheden for det topresultat, som længe var en god mulighed for Ferrari-teamet. I stedet holdt de nærmeste kombattanter fra Mercedes fat i toppen af GT Daytona, og det endte med, at de to Mercedeser kunne følges til målstregen – ført an af Maro Engel i #57 foran Raffaele Marciello i #75.
Nicklas Nielsen kørte AF Corses #21 i mål som nummer otte i klassen – to omgange nede. Christina Nielsen og Team Hardpoint EBM Porsche havde ikke et nemt løb og kæmpede længe med understyring. Nielsen kunne sammen med Katherine Legge, Earl Bamber og Rob Ferriol køre i mål som nummer 10.