Ken Block omkommet i snescooterulykke

Foto: WRC/Red Bull Content Pool - Jaanus Ree

Motorsporten og specielt rally og rallycross har i nat dansk tid mistet én af sine helt store ambassadører. Ken Block er død efter et styrt på snescooter i Utah, meddeler Hoonigan. Ulykken skete sent mandag aften dansk tid.

Ken Block var medstifter af det amerikanske tøjmærke DC Shoes, kørte motocross og skatede i starten, inden hans veje begyndte at føre mod rally i 2005. Her gik han første gang ind i bilsport for alvor i 2005 i den amerikanske Rally America.

Block slog hurtigt igennem til det, der i første omgang blev udvalgte deltagelser i WRC i 2007/2008, inden det i 2010 blev til en kontrakt hos Ford i WRC med det daværende Monster World Rally Team. Block kørte fire sæsoner og vendte sidenhen tilbage til WRC i 2018 – i alt nåede amerikaneren 24 løb i WRC.

Engagementet i WRC førte videre til Rallycross og FIA World Rallycross Championship i 2016, og da var Ken Block længe blevet et motorsportsikon udenfor banen.

Ken Block begyndte nemlig tidligt at bygge på det, der for alvor gjorde ham til et stort navn i ikke blot motorsporten, men i hele bilverdenen – nemlig de legendariske Gymkhana-videoer. Gymkhana er den japanske pendant til hvad vi bedre kender som autocross her i Europa, og det var med inspiration fra netop den disciplin, at Ken Block første gang slog igennem og blev en megastjerne på YouTube. Gymkhana-serien fra Block startede på de sociale medier i 2008 og endte med at blive en serie på hele ti film over de følgende ti år.


Ken Blocks Gymkhana blev bare ét af mange, store aftryk, som Ken Block har sat i motorsportens verden og for bilkultur verden over. Ken Block blev 55 år. Han efterlader sig kone og tre børn.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: