Smilene er ekstra store hos Dansk Automobil Sports Union forud for sæsonen i FIA World Endurance Championship, der skydes i gang i Qatar fredag 28. februar.
Årsagen er de hele seks danske kørere, der deltager i VM-seriens topklasse, Hypercar. Danmark overgår store bilnationer som Italien, Tyskland og Japan.
– Det er helt vildt. Vi kan ikke få armene ned i DASU og – jeg tror, at jeg taler for alle i dansk motorsport – i alle klubberne. Det er helt vildt det her, siger DASU-sportschef Bo Skovfoged til Boxengasse.
Kevin Magnussen hos BMW, Nicklas Nielsen hos Ferrari, Michael Christensen hos Porsche, Marco Sørensen hos Aston Martin samt Malthe Jakobsen og Mikkel Jensen hos Peugeot.
Listen er imponerende og lang. Kun Frankrig (11) og Storbritannien (10) har flere Hypercar-kørere i WEC end Danmark.
– VM er det absolut ypperste, når vi taler DASU, Team Danmark og DIF-regi. Det svarer jo til, at vi har fem eller seks Jonas Vingegaard med i Tour de France, fortsætter Bo Skovfoged.
– Det er imponerende at have så mange meget stærke kort i de helt rigtige biler. De er også fordelt godt. I Peugeot er de to danskere fordelt, og det giver en chance mere.
Store forventninger
Sidste år vandt Nicklas Nielsen og Ferrari den helt store triumf på Le Mans og nappede andenpladsen i mesterskabet, mens Mikkel Jensen og Peugeot scorede en podieplads til sidst. Michael Christensen og Porsche scorede også flere podiepladser, men de var også ramt af uheld undervejs.
Det er dog resultater, der giver DASU store forventninger til WEC i 2025.
– Vi har helt klart store forventninger, siger sportschefen og fremhæver flere spændende, danske historier, man skal holde øje med.
– Vi har stor fidus til Malthe, der er superdygtig og forhåbentligt landet det helt rigtige sted hos Peugeot.
– Marco og Aston Martin skal nok lige lande, men det er en fed bil, og det er fedt at have Marco med på allerøverste hylde også, fortsætter Bo Skovfoged.
Og så er der den tidligere Formel 1-kører Kevin Magnussen, der skal finde sig til rette i sit nye hjem med BMW.
– Magnussen tiltrækker sig med rette ekstremt meget opmærksomhed. BMW’en kan være med, det så vi på Daytona, så går heldet og kørernes aktioner på banen den rigtige vej, så er Kevin der helt sikkert også. BMW er et superstærkt team. Det bliver spændende at se, hvor han lander i det her VM-cirkus, siger DASU-sportschefen.
– Jeg tror, det var Michelle Gatting, der sagde, at det forhåbentligt smitter af, så der kommer flere fans med. Det kan jeg kun gentage og gerne højt, for WEC og langdistancerace er bare fedt. Det er race på allerøverste plan med sindssygt dygtige kørere, fabriksteams og dygtige ingeniører, der bliver hentet fra Formel 1.
– Og kørerne er skarpe. Det er ikke bare en flok afdankede Formel 1-kørere, siger han.
Store forhåbninger til Gatting
Mens Danmark vælter sig i stærke navne i Hypercar-klassen, har vi kun én deltager med i GT3-klassen i år.
Den nyudnævnte Porsche-fabrikskører Michelle Gatting er tilbage med Iron Dames, som har skiftet den problemfyldte Lamborghini ud med netop en Porsche.
– Det er fedt at have endnu en fabrikskører i Michelle. Kæmpe cadeau til hende og det arbejde hun har lagt i at komme dertil, hvor hun er nu. Det bliver også værdsat hos Porsche, siger Bo Skovfoged.
– Vi håber, at det her nye samarbejde med Porsche bærer frugt. Uden vi ved, hvad de tester, ser det lidt ud som om, at Porsche ikke er helt med fremme dernede. Spiller det hele, og går det den rigtige vej, skal Michelle og Iron Dames nok være med.
– Jeg har store forhåbninger, men det er en lang sæson. Forhåbentligt slipper de for de tekniske besværligheder, som de havde med Lamborghini’en.
Onsdag blev både første og anden træning afviklet. Du kan få overblikket over, hvordan det gik i første træning her og anden træning her.
I Boxengasses store guide, som du finder her, kan du blive klogere på alle de syv danske WEC-kørere, deres teams, konkurrenter samt finde ud af, hvordan du kan se med på tv og streaming hele sæsonen.