Peugeot Sport har afholdt og fuldført en 24-timers test med Peugeot 9X8-raceren på fransk asfalt i form af Paul Richard, for at løse nogle af bilernes problemer frem mod 2023, hvor holdet for første gang nogensinde er klar til fuldt program i FIA WEC.
Jean-Eric Vergne, Paul DiResta, Mikkel Jensen, Gustavo Menezes, Loic Duval og Nico Müller tog del i testen, og dermed var alle seks at finde bag rattet i en racer de skal lære bedst muligt at kende inden sæsonpremieren på Sebring International Raceway i marts måned.
Ifølge SportsCar365, der har talt med en talsperson hos Peugeot, var den enlige bil som holdet brugte i stand til at køre ”godt i både dag- og nattetimerne” – desuden skulle de også have mødt regn i løbet af deres 24 timer.
FIA WEC skyder sæsonen i gang på Sebring International Raceway til et løb over 1.000 miles, der går af stablen d. 18. marts lokal tid. Traditionen tro deler WEC’erne banen med IMSA WeatherTech SportsCar Championship, der tager et 12-timersløb en rum tid inden FIA WEC’s startskud. IMSA-serien skydes i gang om allerede en måneds tid, når Rolex 24 at Daytona venter.
Vi dækker det hele her på Boxengasse.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på http://www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/