Danske Christian Rasmussen ankom til løbsweekenden på Road America som nummer ét i mesterskabet med et solidt forspring, og han forlod løbsweekenden stadig i front for mesterskabet – trods et større uheld i løb 1. Rasmussen er i skrivende stund 18 point foran Braden Eves og 36 point foran Reece Gold som er rookie i mesterskabet ligesom Rasmussen selv. Nederst i artiklen har vi taget en kort snak med Christian Rasmussen om alt der skete i weekenden, men først lige et lille overblik over weekendens to løb.
Løb 1 – Uheldet ødelagde chancerne
Som benævnt ovenfor, så var løb 1 ikke det Christian Rasmussen havde håbet på. Den unge dansker startede som nummer 6, men efter en heftig kontakt røg han ned på 10. pladsen og måtte senere udgå.
I det vilde uheld var fire kørere, Wyatt Brichacek, Kyffin Simpson, Jack William Miller og naturligvis Christian Rasmussen. Alle fire kørere er rookies i dette mesterskab i denne sæson. Det var svært at se på TV, hvad der reelt skete i uheldet og hvad der fremprovokerede det, men Rasmussen selv beskrev det som at han ramte Reece Gold og blev selv efterfølgende ramt i siden, således bilen ikke kunne fortsætte løbet. Han tilføjede, at han selv var ok efter uheldet.
Efter uheldet blev det til næsten 15 minutter bag safetycar, før feltet igen fik grønt flag.
På podiet var Manuel Sulaiman (P1), Artem Petrov (P2) og Jacob Abel (P3).
Løb 2 – Comebacket sikrede en sejr og yderligere føring i mesterskabet
Andet løb var en helt anden historie. Allerede da starten gik var Christian med i front i kampen om de sjove pladser. Han kæmpede længe side om side med blandt andet Artem Petrov og Reece Gold om andenpladsen, til tider tre biler brede ind i svingene. Manuel Sulaiman trykkede på i front af feltet, helt indtil 3 omgang, hvor Christian Rasmussen havde fanget den 20-årige mexikaner. Rasmussen satte et vildt forsøg ind på Sulaiman på indersiden, men kunne ikke komme helt forbi og måtte bakke af igen.
Danskeren forsøgte sig igen ned mod sving 1, denne gang på ydersiden af både Sulaiman og Gold, altså endnu engang tre biler bred på vej ind i svinget. Rasmussen kom ud i front, en føring han holdt helt til målflaget, og dermed tog 32 vigtige point til mesterskabet.
På Podiet var Christian Rasmussen (P1), Reece Gold (P2) og Kyffin Simpson (P3).
Interviewet – Det var ret crazy – en bil kom flyvende over mig!
Vi fik snak med Christian Rasmussen ovenpå weekendens begivenheder, samt et lille kig på fremtiden for den 20-årige dansker i USA.

Weekendens udgangspunkt var naturligvis ikke det bedste. Uheldet i det første løb sker kort efter starten og på et punkt på banen som kameraerne ikke dækker, hvordan oplevede du hele situationen?
CR: – Det var ret crazy faktisk. Jeg starter helt nede på sjettepladsen, så allerede der er man mere udsat end hvis man starter oppe foran. Jeg prøver at gå på ydersiden af Reece Gold, men han kører en smule bredt så mit forhjul rammer hans baghjul, så det betyder at jeg også kører en smule bredt ud af sving 3. Jeg bremser ikke ned, men jeg kommer selvfølgelig ikke lige så hurtigt ud af svinget som de andre gør, og det næste jeg oplever, er at der kommer en bil flyvende over hovedet på mig. Først ryger der en bil over hovedet på mig, hvorefter jeg ryger på tværs af banen – og derefter kommer der faktisk endnu en bil flyvende over hovedet på mig. Det var ret voldsomt, helt sikkert et af de mest voldsomme crashes jeg har været i.
Hvor beskadiget var bilen efter sådan et sammenstød, i forhold til mekanikernes arbejde?
CR: – Selvfølgelig var der nogle skader på bilen, men i forhold til hvor slemt et crash det i virkeligheden var, så var det faktisk ikke så slemt. Vi kunne have haft bilen oppe at køre allerede en times tid efter løbet, men vi havde en masse tid inden løb 2, så vi tog os bare god tid til at få den lavet og gjort 100% til dagen efter.
Det gik jo som bekendt noget bedre i weekendens andet løb, hvilken følelse sidder du med ovenpå dén præstation?
CR: – Det var en rigtig vigtig sejr, for jeg kom jo ind til Road America med en mesterskabsføring, og den blev jo så formindsket lidt efter løb 1 grundet min DNF. Men at jeg kunne udvide min mesterskabsføring fra at komme ind med en føring på 13 point og nu er den oppe på 18 point, til trods for jeg udgik, så det kan jeg kun være tilfreds med. Det vigtigste er at fokusere på mesterskabet når alt kommer til alt, så hvis vi weekend efter weekend kan stikke lidt mere af fra de andre det er meget vigtigt.

Næste stop på kalenderen er Mid-Ohio, en bane du kender særdeles godt fra USF2000 kalenderen. Du har blandt andet 5 sejre og 4 pole positions på banen i USF2000, er det et tempo du regner med at kunne fortsætte i år?
CR: – Det er planen. Jeg har været der lige siden 2018, og hver gang jeg har været på den bane, så har jeg vundet mindst ét løb, så det er en meget god følelse at gå ind til weekenden på. Jeg tror vi har en rigtig god pakke alt i alt med mig som kører, og teamet klarer det også rigtigt godt for tiden, så vi er helt sikkert konkurrencedygtige nok til at køre med om løbssejre på Mid-Ohio.
Du har nu været ved Jay Howard i snart fire år, jeres historie begyndte helt tilbage i 2018, hvor du gjorde din entré i F4 i USA. Nu står du her med føringen i Indy Pro 2000-mesterskabet med et samarbejde der viser sine tydelige resultater i både din og teamets præstering i mesterskabet. Hvis du vil fortælle om dit mål for fremtiden, hvad håber du så sker med dig og teamet til den kommende sæson?
CR: – Mit mål er for næste år jo at komme til Indy Lights, men på nuværende tidspunkt har Jay Howard ikke et Indy Lights team, så der vil det jo umiddelbart se ud som om vi skal finde et nyt team. Lige hvor det bliver er ikke bestemt endnu, for det kommer også an på hvordan budgettet ser ud efter sæsonen.
Nu nævner du Indy Lights som dit mål lige nu, og det koster naturligvis en sum penge. Hvor meget hjælper stipendierne fra Road to Indy for at gøre det muligt?
CR: – Det er kæmpe stort, og det er helt unikt med den måde det bliver gjort på i USA. At man overhovedet har en mulighed for det er stort. Jeg mener, at scholarshippet (stipendiet) ligger på omkring 4,5 millioner danske kroner i år, så det gør jo rigtigt meget for budgettet til sæsonen efter. Det er kæmpe stort at man kan det, i sær for mig som ikke kommer fra en familie som bare lige kan smide pengene. Jeg har selvfølgelig nogle sponsorer som har hjulpet mig hertil hvor jeg er nu, men sådan et stipendie vil være altafgørende for mit videre forløb i Road To Indy.

Som du nævner, så er det er helt specielt i USA med stipendierne, og det er måske en af årsagerne til at der er for lidt fokus på USA i forhold til de danske medier. Nu er Kevin (Magnussen) begyndt på IMSA og havde også IndyCar i denne weekend, har du oplevet de danske medier har været mere interesserede i de amerikanske serier?
CR: – Ja, jeg vil sige de har i hvert fald været mere interesserede i IndyCar i den her weekend, hvis man kigger på TV3 Sport og de danske medier helt generelt. Vi har jo Kevin som trækker en del opmærksomhed, og det har jeg som sådan ikke kunne føle på min serie så meget, men jeg hørte, jeg blev nævnt i den danske udsendelse af IndyCar, men ud over det har jeg ikke kunne mærke det så meget. Jeg tror helt sikkert det er fremtiden, hvis Kevin kommer til at køre IndyCar og fokusere mere på det, så tror jeg helt sikkert det vil begynde at smitte af på juniorkategorierne herovre. Jeg tror det er dét, der er sket med Formel 2 og Formel 3, og de danske talenter som kører der. Jeg tror de har kunnet nyde godt af at Kevin har kørt i Formel 1 i så mange år og spotlightet der har været så meget på ham. Så hvis vi får sådan en dansk ’starfigure’ som kører på højeste niveau i USA, så tror jeg helt bestemt at juniorkategorierne vil nyde godt af det.
Se eller gense løbene fra Road America herunder:
Løb 1 (Spol til 1:25.12)
Løb 2 (Spol til 11:00)
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.