Interview: En lærerig sæson

Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse
Annonce:

Malthe Jakobsen og COOL Racing jagter fortsat årets første klassesejr i European Le Mans Series, og er i dag klar til at give det et nyt skud. Det sker fra 4. startposition, når det her til formiddag går løs på SPA-Francorchamps. Vi fik en snak med thyboen om sæsonen, der indtil nu er gået – og et lille glimt af det, der venter.

For det har været en sæson, der har budt på masser af podier, men klassesejren jagter thyboen fortsat sammen med Alexandre Coigny og Nicolas Lapierre.

– Vi skal helt sikkert have sikret os noget revanche for løbet i Aragon (hvor bilen blev kørt af, red.). Og det tror jeg, at vi kan få. Vi har et fornuftigt udgangspunkt til i dag, og selvom vi ikke har så meget andet end de frie træninger at måle på, så ser vi ud til at have et fornuftigt racepace. Alexandre var fjerdehurtigst i kvalifikationen, så nu må vi prøve at få et ordentligt resultat hjem, siger Malthe Jakobsen.

Lærerigt 2023

Malthe Jakobsen kan indtil nu se tilbage på en særdeles lærerig sæson. Debuten på Le Mans kunne lige så vel have endt øverst på skamlen i LMP2 Pro/Am, men specielt hvor lærerigt 2023 har været, er det, der skinner igennem.

– Det har været en kæmpe opgave at rykke op fra LMP3 til LMP2. Jeg ved ikke, hvordan man bedst kan forklare det, men det er som om albuerne er lidt spidsere i den her klasse. Jeg skal ikke kunne sige, om folk var flinkere ved én sidste år, men i LMP2 er det i hvert fald meget klart, at folk sætter en fod i døren, hvis de kan komme til det. Der har jeg nok været for god af mig i særligt Asian Le Mans Series i starten af året, men det er også noget, jeg har lært meget af, forklarer han.

Malthe tilføjer:

– Så skal jeg opsummere de løb, jeg har kørt i år, så har det først og fremmest været lærerigt. Jeg har kørt under store forventninger hele vejen, og når det går godt, som det gik i Asian Le Mans Series og siden i Barcelona og på Le Mans, så stiger forventningerne hele tiden – men mine egne forventninger er nok de største. Så selvom vi stadig jagter den første tur på toppen af skamlen, så tror jeg også den er realistisk at nå. Og det må vi se, om vi kan indfri i dag.

Med dagens 4 Hours of SPA er ELMS-sæsonen halvvejs. Det hele afgøres i oktober med en dobbelt-weekend i Portimao.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen