5 min. læsning

Interview: Travlt 2023 i vente for Frederik Schandorff

2022_10_frederik_schandorff_gtwc_barcelona_75
Udgivet
Foto
Del artikel

Frederik Schandorff har haft et stærkt 2022 på den helt store GT-scene – og særligt i Europa. Men efter nytår venter nye udfordringer for østjyden, som roligt kan pakke passet og det amerikanske visa til en fuld sæson for McLaren og Inception Racing i IMSA. Og samtidigt er en ny aftale med japanske Car Guy Racing i Asian Le Mans Series også lige faldet på plads – igen med Mikkel Jensen og kørende teamejer Takeshi Kimura på holdet.

Frederik Schandorff kørte sammen med Brendan Iribe, Ollie Millroy og Jordan Pepper et stærkt løb for Inception Racing på Daytona, men måtte se de lovende takter gå op i tekniske problemer. Foto: IMSA/Jake Galstad

Men den helt store forskel fra i år er, at Frederik Schandorff har en stor del af sin sæson på plads allerede nu, og det bliver med en fuld sæson i den amerikanske serie – noget, han virkelig ser frem mod.

– Jeg er superglad for at sæsonplanerne allerede er ved at falde i hak her midt i December . Normalt sker det noget senere, men det er klart, at det giver ro at have styr på det, der i hvert fald er første del af mit program. Jeg kan afsløre så meget, at der er mere på vej, som lige skal lande – men jeg er et godt sted og glæder mig helt vildt til at fortsætte hvor vi slap hos Inception i IMSA.

Frederik Schandorffs store program i 2023 bliver igen med Inception Racing og McLaren, men denne gang med en fuld sæson i IMSA. Foto: GT World Challenge

Unfinished business i Daytona

2022 var godt på vej mod en kanonstart for Schandorff og Inception Racing til Rolex 24 at Daytona. Den røde og sorte McLaren førte længe an i GT Daytona-feltet, men Inception-teamet måtte lide den tort at udgå fra spids. Derfor er sæsonpremieren om en halvanden måned også en lejlighed for Frederik Schandorff og co. til at gøre op for det tabte:

– Man kan vist roligt sige, at vi har lidt ‘unfinished business’ i Daytona, så jeg glæder mig sindssygt meget til at komme i gang med 2023. Vi var så godt med i kampen i år, men måtte se det hele forsvinde til sidst. Det får vi et nyt skud på, og jeg håber virkelig vi kan være med i kampen om nogle ure denne gang. Hele sæsonen i år har i det hele taget været fantastisk, og at få debut på Le Mans var naturligvis en enorm oplevelse – men det var Daytona virkelig også. Vi er klar til at tage til Florida i stærkeste opstilling og får også en af McLarens egne fabriksfolk med os, så det er noget vi alle ser meget frem til i teamet, forklarer Frederik Schandorff.

Samtidigt er der øget dansk konkurrence og opmærksomhed på netop GT Daytona, hvor Kevin og Jan Magnussen netop har annonceret deres deltagelse for amerikanske MDK Motorsports.

– Samtidigt kommer Jan og Kevin jo med i GTD og vi ender i den helt direkte duel i Pro-sæderne i de biler. Det bliver virkelig skægt, og jeg håber så meget, at vi kan drille dem når det er tid til Rolex24, siger Frederik Schandorff.

Daytona får vi et nyt skud på… Der var lidt unfinished business fra i år. Le Mans var et kæmpe højdepunkt, men det var Daytona absolut også. Vi kommer forhåbentligt med et stærkt lineup med en af McLarens fabriksfolk i bilen, og jeg håber der er et godt skud på at kunne hive et ur. Og at kunne slå Jan og Kevin! Vi skal i helt direkte duel i pro-sæderne i de biler, så det bliver skægt, og jeg håber vi kan drille dem, slår Frederik Schandorff fast.

– Amerikansk racing er virkelig noget andet

Med en fuld europæisk sæson og en Le Mans-debut i bagagen fra i år har 2022 budt på masser af nye indtryk for Frederik Schandorff for både Inception Racing og Car Guy – men østjyden slår omvendt også fast, at den amerikanske tilgang til motorsport er én han hurtigt blev fan af. Et par indhop i IMSA er det blevet til i år, og det smagte hurtigt af mere, mener han.

– Jeg er superglad for at få chancen for en fuld sæson i IMSA. Jeg har haft et par rigtig gode løb derovre med Inception i år, og tog både fra Long Beach og Laguna Seca som hurtigste mand i GTD, så jeg glæder mig virkelig til at kunne prøve det over en hel sæson. Amerikansk racing er megafedt, synes jeg. Det er meget anderledes end hvad vi har i Europa, men det tæller virkelig for mig, at absolut intet er afgjort før det ternede flag, forklarer Frederik Schandorff og tilføjer:

– Og så er der selve mesterskabet. IMSA er nogle fantastisk fede løb, det er godt organiseret og banerne er vanvittigt fede. Jeg kan godt lide de her oldschool racerbaner, hvor der altid græs og en mur udenfor asfalten. Der er ikke en masse asfalt udenfor stregerne, så der er altid en konsekvens af alt, du laver. Min mor synes sikkert ikke det er fedt, men for mig som kører er det. Du skal hele tiden være konstant, og jeg vil mene at det er én af tingene, der gør IMSA til et rigtig godt udstillingsvindue at vise sit talent i.

Inception Racing i aktion på Daytona i januar 2022 – det er også her sæsonen skydes i gang om en halvanden måneds tid. Foto: IMSA

Til gengæld er opgaven i USA i 2023 lidt anderledes for Frederik Schandorff og resten af teamet i den forstand, at der nu er en mesterskabstitel at kæmpe om:

– Det bliver nok en lidt anden tilgang vi skal stille med i 2023, for når du kun kører enkelte løb, så går det an at satse lidt mere. Men med et mesterskab at kæmpe for, så dur det ikke at satse hele butikken på én afdeling. Men skulle vi ligge som nummer to på den sidste omgang af Daytona, så tager vi nok chancen alligevel, afrunder han med et smil.

Frederik Schandorff kørte i år European Le Mans Series med den japanske Ferrari-satsning, Car Guy Racing. Det gav også debut på Le Mans. Foto: ELMS

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på http://www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode