Da Kevin Magnussen i slutningen af 2020 mistede sit sæde i Formel 1 hos Haas F1 Team til russiske Nikita Mazepin, indledte han et nyt kapitel i sin karriere hos Chip Ganassi Racing i den amerikanske sportsvognsserie IMSA, og eventyret i USA kastede også chancen i en Indycar af sig for Arrow McLaren SP på Road America.
Det var som stand-in for Felix Rosenqvist, der kom til skade ved en ulykke i Detroit – hvilket kort fortalt betød, at McLarens administrerende direktør og medejer Zak Brown gik til Floyd ”Chip” Ganassi, ejer af Chip Ganassi Racing, og det endte med nyheden om Kevin Magnussen i en Indycar-racer på Road America.
Siden er der som bekendt løbet en del vand i åen, og Magnussen er atter F1-kører, men i et nyligt interview med RaceFans reflekterede Magnussen over sit førstehåndsindtryk af Indycar.
– Det vildeste var, at køre uden servostyring. Det føltes bare så fremmed for mig. Jeg er vandt til følelsen af en Formel 1-racer, der er meget forskellig i forhold til en Indycar. Så jeg havde ikke tid til at gøre noget. Ingen simulator og ingen test før weekenden, så mine første omgange nogensinde i en Indycar-racer var i de frie træninger, hvor der kun var to (træninger, red.), siger Kevin Magnussen i interviewet og tilføjer:

– Jeg sagde ja, for hvorfor ikke? Det var hårdt. Han fortsætter:
– Kørerne er rigtig gode, og de spurgte, om jeg oplevede konkurrenceniveauet i Indycar ligeså godt som i Formel 1 – jeg sagde: ”Selvfølgelig.” Det er bare det, at det er forskellige ting. Jeg kom der og kæmpede helt vildt, og jeg tror, at jeg virkelig var overrasket over, hvor svært det var at køre bilen. De to biler er meget forskellige, og du kan ikke sammenligne dem. Jeg tror ikke at det er nemt, men niveauet er uden tvivl konkurrencedygtigt, og nogle af kørerne er på superhøjt niveau, siger Kevin Magnussen blandt andet i interviewet.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.