Korte nyheder fra Motorshow 2019

DSCF5928
Foto: Boxengasse

Der var blevet plads til en håndfuld aktører fra dansk motorsport på årets udgave af Motorshow i MCH Herning Messecenter. For de flestes vedkommende bød messen ikke på prangende stande, men Linnemann Motorsport satte barren med en flot dekoreret stand, hvor Ulrik Linnemanns Honda Civic Supercar var hovedattraktionen. Også lillesøster Majbritt Linnemann præsenterede sin Peugeot 206 S1600. I dén ende af messen var højdepunktet angiveligt da udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for en stund skiftede ministerbilen ud med passagersædet i den potente Supercar. Det er i øvrigt også opskriften på hvordan man går viralt…

DS3 Cup var præsenteret i form af Mads E. Hansens nydekorerede Citroën DS3-racer. Den unge fynbo går all-in på den franske mærkeklasse i år, og vil endnu ikke udelukke deltagelse i enkelte afdelinger af den nystartede svenske DS3 Cup.

Mads E. Hansens nydekorerede Citroën DS3. Foto: Boxengasse

Supertourisme-mesteren, Martin Andersen, udstillede sin nysamlede Super GT-racer sammen med et udpluk af garagerne på Padborg Park, der også havde opstillet Super GT-simulatoren til nysgerrige besøgende.

Den anden kongeklasse, DTC, (man må aldrig gå ned på kongeklasser, red) havde stillet et udvalg af DTC-biler op på standen, hvor flere af den kommende sæsons kørere kiggede forbi i løbet af messen.

Det var også muligt at se nærmere på Casper Olesens hjemmebyggede, baghjulstrukne VW Up! rallycrossbil. Den er endnu ikke helt færdigbygget, men interessant er den ikke desto mindre. Motoren er den klassiske VW 1,8T, der er kendt for at kunne tunes til ukendelighed, så det bliver ikke power som den lille bil kommer til at mangle.


Det er ikke en helt almindelig VW Up … bare se hvordan motoren vender. Foto: Boxengasse

Boxengasse løb også ind i Nicolaj Kandborg. Den tidligere DTC- og Supertourisme-kører har sadlet lidt om og satser på flere internationale langdistanceløb i 2019-sæsonen. Han håber at kunne offentliggøre sit program inden længe – men inden da står den på et par dages test af den lille Agile SCX på Guadix-banen i Spanien. Den lille sportsvognsproducent har inviteret Boxengasse på besøg (eller også inviterede vi os selv på besøg, red), så forvent en fyldestgørende reportage fra de hellige haller i løbet af foråret.

En kører, som bestemt også har sadlet om, er Johannes Graversen. For nylig indstillede han karrieren efter 50 år på racerbanerne, og for Boxengasse kunne han røbe at der nu skal bruges tid på alle de projekter, han har skubbet foran sig “indtil han ikke skulle køre racerløb mere”. Der er både en næsten ubrugt racercykel og en kano, som den 74-årige Special Saloon Car-mester nu får mere tid til at bruge – og så er der efterhånden kø for at overtale Graversen til at holde foredrag om sit (og Fiat’ens) liv.

Jacob Mathiassen har ingen planer om at stoppe karrieren. Og heldigvis for det. Hobro-køreren er ikke langt fra at kunne offentliggøre nogle “ret spændende” planer for sin sæson. Hvor, han skal sætte sine dækmærker, ville han dog ikke ud med endnu…

Der skal også være plads til lidt public service: Hvis du har overvejet at du – eller dit barn – skal på Tronsøskolens Gokartlinje efter sommerferien, så er du nok allerede ved at blive overhalet med en omgang. Faglærer Dennis Hedegaard kunne på skolens messestand erklære alt udsolgt  … og der er allerede venteliste for at komme med på holdet. Det lader til at efterskolen i Grindsted har fået stor succes med at uddanne gokartkørere.

For at blive i ungdomsafdelingen kunne Dan Suenson fortælle at det går stille og roligt fremad med nye kørere til Aquila Synergy Cup. Præcis som DS3 Cup forsøger den sønderjyske raceriværksætter at lave en klon af klassen i Sverige, hvor modtagelsen indtil videre har været varm. Et tidligere STCC-team forventes at offentliggøre et trebilsteam i nærmeste fremtid.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: