Martin Andersen tog denne weekend et stort og ikke mindst lærerigt spring i motorsportens verden. Torsdag kørte han sæsonens indtil videre eneste testkilometer med sit nye team, Mühlner Motorsport, i en for Andersen helt ny Duqueine D08 LMP3-racer.
Fredag gik det løs med sæsonpremieren på Hockenheimring, og hele weekenden var således lige dele konkurrence og et spørgsmål om at finde sig godt til rette i en helt anderledes racerbil.
– Det var helt vildt lærerigt. Normalt ville jeg have kørt mange hundreder, hvis ikke tusinder af kilometers test før sæsonstarten, og denne gang fik jeg vel 30 kilometer, fordi det hele faldt i hak så sent. Vi fandt mere og mere fart over weekenden, og specielt søndag var vi helt sikkert inde på det rigtige – men så gik koblingen efter et kvarters tid, og jeg måtte udgå, forklarer Martin Andersen.
Han tilføjer:
– Det var ærgerligt at udgå, for bilen kom til at køre virkelig godt lige inden det skete. Men vi tager det positive med os videre fra Hockenheim, for jeg blev nummer ni i løbet lørdag, og over weekenden fandt vi en del tid i de to kvalifikationer, så jeg søndag formiddag var et sekund fra den hurtigste.
Store forskelle
At der er nat og dag til forskel, når man efter tre sæsoner i standardvogne skifter til LMP3-sportsvognen, er tydeligt. Bilen er meget lavere, stærkere og har langt mere downforce. Og de tre ting betyder tilsammen, at den skal køres på en helt anderledes måde. Det er en læring, som viborgenseren er godt på vej til at få:
– Det er godt at have et fint bagkatalog med alle de tyske baner, men jeg kan starte forfra med meget viden hernede, fordi bilen er en helt anden. Nu skal vi for eksempel til Oschersleben næste gang. Der er en fantastisk chikane, som man i en standardvogn for eksempel vil skære hårdt ind over. Gør du det i prototypen, så smadrer du hele bilen, siger han og tilføjer:
– Så jeg skal ud at lære mange små detaljer hvad angår linjen og min kørestil, men det har været en vildt sjov udfordring at tage op. Men den er vildt morsom at køre, og jeg har fået en superfin modtagelse i serien, hvor mange var imponerede over, hvor godt det gik den begrænsede mængde træning in mente.
Næste opgave for Martin Andersen i den tyske ADAC Prototype Cup finder sted den sidste weekend i maj, når turen går til Oschersleben nær Magdeburg.