4 min. læsning

Lamborghini-sejr i 3 Hours of Nürburgring – Nicklas Nielsen og Ferrari bevarer mesterskabsføring

DBWP9172
Udgivet
Foto
Del artikel

Weekendens GT World Challenge Europe på Nürburgring blev ikke helt til det drømmescenarie om dobbelt op, som Iron Lynx og Ferrari måske havde håbet på, efter de sidste måned vandt 24 Hours of SPA og bragte sig i spids af GT World Challenge Europes Endurance-mesterskab. For efter den første Ferrari-sejr siden 2004 i 24 Hours of SPA lykkedes det ikke at bakke det op med en ny gevinst for det italienske mærke.

I stedet endte 3 hours of Nürburgring i en suveræn sejr til Lamborghinis FFF Racing Team, der med Marco Mapelli, Andrea Caldarelli og Mirko Bortolotti tog #63 fra pole position til sejr i tretimersløbet, hvor netop Lamborghini virkelig shinede. Det var samtidigt også første sejr til Lamborghini i Endurance Cup siden 2019. På Nürburgring blev Mirko Bortolotti den afgørende kører på #63, da han i slutningen fik styret sig bedst gennem et par safetycarperioder i løbets slutning, og det endte med at gøre udslaget over AKKA-ASP’s Mercedes #88, der blev nummer to, mens et andet Mercedes-team i form af Haupt Racing Teams #4 med Luca Stolz, Maro Engel og Nico Bastian blev nummer tre.

Iron Lynx og Nicklas Nielsen kom til 3 Hours of Nürburgring med en frisk sejr fra 24 Hours of SPA i bagagen, men det viste sig ikke muligt at overmande de særligt stærkt kørende biler fra Lamborghini og Mercedes på den tyske bane. Foto: Ferrari Races

Men i det skarpe felt stod det hurtigt klart allerede tidligt i weekenden, at Ferrariens gode pace fra SPA ikke var taget med på den korte tur til Nürburgring, forklarede Nicklas Nielsen efterfølgende i en pressemeddelelse. Nielsen og Iron Lynx blev nummer syv, og bevarer derved føringen i Endurance Cup:

– Vi havde suveræn fart på Spa-Francorchamps, hvor vi sluttede med en sejr, men alt kun hurtigt vende i GT World Challenge. Dét så vi allerede under træningen, hvor det var ret tydeligt, at vores konkurrenter fra især Lamborghini og Mercedes-AMG var bedre flyvende end os. Det endte dog alligevel med at være et fedt og tæt ræs, men vi havde bare ikke helt farten til at overmande dem, sagde danskeren efterfølgende.

Det andet danske islæt i Pro, Mikkel O. Pedersen, havde en svær weekend hos Dinamic Motorsport. Det italienske Porsche-team kæmpede med farten på SPA til 24-timersløbet, og på Nürburgring manglede teamet igen fart på langsiderne. Derfor var det en hård kamp for det italienske team, som i sidste ende måtte se en punktering koste det, der ellers lå til at blive en plads indenfor top 20 samlet.

Audi Sport Team WRT’s to biler med danske islæt havde en fornuftig dag i det tyske – bedst gik det for Benjamin Goethe, der sammen med James Pull og Stuart Hall kunne tage en fjerdeplads i Silver Cup. Foto: SRO

Dansk fjerdeplads i Silver Cup til Goethe

I GT World Challenges Silver Cup var der også masser af godt at berette om set med danske briller. Audi Sport Team WRT’s #32 med dansk/tyske Benjamin Goethe var godt kørende, og han sluttede sammen med James Pull og Stuart Hall som firer i klassen, mens Valdemar Eriksen sammen med Ryuichiro Tomita og Frank Bird førte #32 til en sjetteplads i Silver Cup.

Bastian Buus fik igen chancen hos Allied Racing GmbH efter sin flotte debut i endurance ved 24 Hours of SPA, men igen blev grejet desværre en stopklods for Porsches hurtige, danske talent. Buus var første mand i bilen hos Allied og bragte i løbet af sit stint raceren frem som treer i Silver Cup, men desværre måtte bilen senere udgå efter problemer med kølesystemet.

For Nicolai Kjærgaard endte løbet på Nürburgring med en niendeplads i Silver Cup, efter Aston Martin-teamet ellers fik et stærkt oplæg i kvalifikationen, hvor de var næsthurtigst af alle i klassen. Desværre lykkedes det ikke at omsætte det gode udgangspunkt til succes for Garage 59, som også selv var skuffede over udfaldet.

https://www.facebook.com/Garage59Ltd/posts/232962925507187

GT World Challenge Europe køres i to dele, hvor Endurance Cup er på højkant for de samlede resultater af 3 Hours of Monza, Paul Ricard 1000 km, 24 Hours of SPA, den nu forgangne weekends 3 Hours of Nürburgring og endelig 3 Hours of Barcelona, der køres på Circuit de Catalunya den 10. oktober. Og her ligger Iron Lynx og Nicklas Nielsen fortsat lunt i svinget til et samlet mesterskab – efter Nürburgring fører Iron Lynx-Ferrarien med 77 point foran Charles Weerts/Dries Vanthoor med 64 og Andrea Caldarelli, Marco Mapelli og Mirko Bortolotti med 60.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode