4 min. læsning

Le Mans-optakt: Fra trackdayentusiast til Le Mans-deltager

RLR M SPORT / Michael JENSEN (RSA) -European Le Mans Series - Official Prologue - Circuit de Barcelona Catalunya - Spain -
Udgivet
Foto
Del artikel

Ét af de danske navne, der er tilbage på Le Mans til årets udgave er Michael Jensen.

Han kørte i 2022 sit første Le Mans, dengang for franske CD Sport, og er nu klar til et nyt skud på verdens største sportsvognsløb for britiske RLR MSport. Det bliver med mere erfaring i rygsækken end ved debuten, men også med markant mere forberedelse, at Michael Jensen i år kører sit andet Le Mans.

– Jeg tror altid, at anden deltagelse på sin vis bliver lidt mere overskuelig. Man ved den smule mere om, hvad man kan forvente sig af det hele. Det vidste jeg ikke sidst – og uagtet, at jeg også havde kørt Road to Le Mans og været på Le Mans før, så var det stadig en vild oplevelse. Der er jeg meget mere forberedt på det mentale og fysiske denne gang, slår han fast og tilføjer:

– Det gik så stærkt i 2022, for vi vandt Asian Le Mans Series og fik en entry til Le Mans i LMP2. Da stod vi med billetten i hånden og 100 dage til selve løbet – og jeg havde aldrig kørt en meter i en LMP2-racer på det tidspunkt… Hele det løb blev et spring ud på det helt dybe – og vi var også feltets eneste ikke-Oreca i LMP2, så vi var heller ikke konkurrencedygtige. Til gengæld gennemførte vi, fortæller han.

Michael Jensen gjorde Malthe Jakobsen følgeskab på en særdeles succesfuld kampagne i vinterens Asian Le Mans Series hos Algarve Pro Racing. Foto: Algarve Pro Racing

Bedre forberedt

Derfor bliver 2025 på mange områder noget andet end 2022. Bilen er en Oreca 07 i lighed med resten af feltet, og forberedelserne er nogle ganske andre:

– I år bliver noget helt andet. Jeg kender gamet bedre og ved, hvor vigtigt det er at få hvilet og holdt energiniveauet oppe. Der er bare så mange ting rundt om det med at køre racerbil på Le Mans, så man skal virkelig holde en skarp opdeling for ikke at få brugt en masse kræfter på noget, der ikke giver resultater, forklarer Michael Jensen.

Omvendt er opgaven på Le Mans én, der kun kan kaldes unik. Og springet fra Asian Le Mans eller European Le Mans Series til 24 Heures du Mans er stort – uanset, om du er mere hjemmevant i LMP2 eller ej:

– Opgaven i Le Mans er simpelthen bare en helt anden fra A til Z. Normalt har du en time at køre på fire, men her er det seks timer på 24, og hele feltet er skruet anderledes sammen, nu vi har de her Hypercars med. De er altid aggressive og skal forbi i en fart – og der skal du altså kun lave én fejl før det bliver noget rod, konstaterer sydsjællænderen tørt.

Resten af bilen er i øvrigt sat sammen af særdeles erfarne kræfter. Ryan Cullen er klar til sit syvende Le Mans, og den tidligere Porsche-kører Patrick Pilet er til start i den franske klassiker for 17. gang.

En snørklet vej

Den gennemsnitlige, danske Le Mans-fan vil helt sikkert også gerne spørge, hvordan Michael Jensen endte på gridden i Le Mans til sin nu anden start i verdens største 24-timersløb. Det er først og fremmest historien om en sent funden passion for at køre på bane, som pludselig tog form. Og fart:

– Jamen ens alder står jo desværre på nettet, så jeg kan ikke løbe fra, at jeg er 50 år, siger Michael Jensen med et smil og fortsætter:

– Det hele begyndte for faktisk præcist ti år siden, da min kone til min 40-års fødselsdag sagde, at jeg nok skulle skrue lidt ned for mit arbejde i shippingbranchen – og så det ikke var arbejde syv dage i ugen. Og så fik jeg en trackday i fødselsdagsgave. Det var sådan set starten på det hele, forklarer Michael Jensen.

Interessen for racing har Michael Jensen altid haft, men at det skulle ende med, at en almindelig trackday blev starten på noget, der førte ham hele vejen til at køre Le Mans var et stort skridt at tage. Der skulle gå et par år med trackdays, men det hele tog for alvor retning, da Jensen mødte briten Nick Adcock.

Starten af årt endte med et mesterskab for Algarve Pro Racing til Michael Jensen, der sammen med Malthe Jakobsen og Valerio Rinicella tog titlen i Asian Le Mans Series. Foto: ACO

De to har siden kørt meget sammen – og det hele begyndte med, at briten tilbød Michael Jensen et sæde:

– Nick spurgte mig, om jeg ville prøve en LMP3-racer og at køre i Road to Le Mans. Jeg er, som jeg nu engang er, så jeg sagde bare “hvor svært kan det være?”… Det ene tog det andet derfra, og vi kørte Michelin Le Mans Cup sammen i 2020, siger han og tilføjer:

– Siden har jeg været med i Asian Le Mans Series og ELMS også, og sidste år tog jeg skridtet videre til LMP2, hvor jeg kørte i Asien med blandt andre Malthe Jakobsen. Det gik – sagt på bredt sydsjællandsk – rigtig godt, for vi vandt mesterskabet. Nu er jeg på en sæson, hvor jeg har Le Mans med RLR MSport, og derudover kører LMP3 i European Le Mans Series, afrunder Michael Jensen.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode