2 min. læsning

Mads K. Ljungberg er med i Porsches tyske Talent Pool

Porsche Sports Cup Deutschland - Finale Hockenheimring 2025 - Foto: Gruppe C Photography
Udgivet
Foto
Del artikel

Mads K. Ljungberg har ikke blot en oprykning i vente på de tyske baner i denne sæson – han har også et nyt program, for han er én af de nye udvalgte i Porsches Talent Pool-program.

For mens Ljungberg skifter fra Porsche Cayman til Porsche 992 Cup ude på asfalten, så kan han også se frem til at arbejde med Porsches Talent Pool udenfor banen. Talent Pool er stedet, hvor Porsche udvælger nye, håbefulde talenter og giver dem et program gennem sæsonen, der blandt andet sætter fokus på teknisk support, men også mentalcoaching, PR/sponsorarbejde og en stribe andre tiltag. Altsammen for at give Porsches udvalgte et sæt ekstra værktøjer i jagten på næste trin op ad stigen.

Og her er den unge fynbo blandt de nye navne – udvalgt efter et stærkt 2025, som Mads K. Ljungberg kronede ved at tage titlen i Porsche Endurance Challenge sammen med tyske Leon Bauchmüller:

– Jeg er virkelig, virkelig glad for at have fået den her mulighed. Det er lidt svært at beskrive, for selvfølgelig åbner en plads i Talent Pool nogle døre for fremtiden, men det er også et meget fedt skulderklap at få. Det er en flot anerkendelse af det arbejde, jeg og vi har lagt i mange år for at nå hertil, og jeg ser virkelig frem til at få gang i den nye sæson med den nye bil, siger Mads K. Ljungberg til Boxengasse.

For 2026 er også et skifte op ad Porsches rangstige, når det kommer til bil. Sæsonen, der venter, er nemlig i Porsche Sprint Challenge Deutschland med den Porsches 992 Cup-racer. Fynboen skal til gengæld ikke vænne sig til et nyt team, for her var der gensidigt genvalg med tyske Sorg Rennsport – med hvem han også vandt 2025-titlen i Endurance Challenge.

Porsche Sprint Challenge Deutschland er en del af ADAC Motorsports store kalender, og sæsonen tæller derfor fortrinsvis tyske baner. Der er seks weekender, hvoraf de fire er tyske (Hockenheim, Oschersleben, Nürburgring og finale på Hockenheim), mens de to afstikkere er til Red Bull Ring og Spa-Francorchamps i juli og august.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode