Malthe Jakobsen på pole position til ELMS-premieren

278073701_1592973391075609_7753069834945809758_n
Foto: Cool Racing/ELMS

Den europæiske sportscar-sæson er for alvor ved at tage sin start, og med denne weekends 4 Hours of Le Castellet er der sæsonstart i både European Le Mans Series og supportserien Michelin Le Mans Cup, som begge har stærk, dansk deltagelse i år.

Kvalifikationen til firetimersløbet på Paul Ricard i morgen endte som en stor succes for flere af de danske aktører. Malthe Jakobsen kørte sig i LMP3 til pole position i sit første løb med sit nye team, Cool Racing i ELMS. Jakobsen lå længe i kamp med blandt andre holdkammeraterne på Cool Racings #27 samt RLR MSport, som thyboen repræsenterede i sidste sæson. Særligt RLR bed fra sig takket være altid hurtige Alex Kapadia, som Malthe Jakobsen kæmpede kampen på stopuret imod.

Facit blev pole position til Malthe Jakobsen i tiden 1.49.008 – tre tiendedele foran Kapadia og RLR, mens Cool Racings andenbil i LMP3 starter som nummer tre, når det går løs i morgen.

Nicklas Nielsen og AF Corse har taget springet op i LMP2 i både ELMS og WEC i år. Foto: ELMS/JEP

I det generelle klassement endte kvalifikationen i kraft af et rødt flag med at blive afgjort før tid, da Graff Racings enlige bil i ELMS gik i stå ude på banen. Dermed mistede flere teams deres sidste skud på pole position, og det endte med at sikre pole før tid for TDS Racings Mathias Beche foran United Autosports #22 og Louis Deletraz fra det nytilkomne Prema Racing. Nicklas Nielsen og AF Corse åbner sæsonpremieren i LMP2 fra 7. position.

Marco Sørensen er tilbage i ELMS med Aston Martins Oman Racing/TF Sport. Foto: ELMS/JEP

Godt udgangspunkt i GTE


GTE-klassen i ELMS har til i år fået den nye regel, at bronzekøreren sætter tiden i kvalifikationen. Derfor var der ikke direkte dansk indblanden på asfalten på Paul Ricard i denne klasse her til eftermiddag, men det efterlod til gengæld et spændende udgangspunkt for i morgen.

Pole position gik til Ferrari-teamet Rinaldi Racing foran Aston Martins Oman Racing with TF Sport, hvor Marco Sørensen er en del af lineuppet. Tiden fra TF Sport blev sat af Ahmad Al Harthy. De følges af Iron Dames, hvor en stærkt kørende Sarah Bovy sikrede tredjebedste tid foran Proton Competitions to Porscher, som starter nummer fire og fem i klassen.

Der er til gengæld lidt at arbejde med for Mikkel Jensen og Frederik Schandorff hos Car Guy/Kessel Racing. Teamejer Takeshi Kimura satte tiden og de starter som nummer ni, når der er sæsonpremiere i ELMS i morgen fra klokken 11.00.

Se eller gense kvalifikationen her:

Livestream til søndagens løb – optakt fra klokken 10.40:

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: