Sidste års danske mester i Formel 4, 16-årige Malthe Jakobsen, sigter højt for fremtiden, og har netop taget et valg, som blandt unge formel-talenter måske er lidt drastisk: Han skifter til en helt anden kategori.
Fremtiden hedder nemlig European Le Mans Series og LMP3 for den unge thybo, som netop har landet en aftale for 2020 med britiske RLR MSport. Teamet er i forvejen godt kendt med dansk interesse, og gennem de forgangne sæsoner har hele tre danskere i form af Morten Dons og senest Martin Vedel Mortensen og Christian Olsen alle tørnet ud for Bolton-teamet i netop European Le Mans Series.
Nu er det så Jakobsens tur. Tilbage i december fik han en forsmag på fremtiden ved en test på Donington Park, hvor det på en rigtig råkold engelsk regnvejrsdag blev til godt 80 omgange. Og set i lyset af testens resultat og thyboens erklærede fremtidsmål, som er at blive rigtig fuldtidsprofessionel, så blev der taget en beslutning, som gør, at han nu skifter spor:
– Nu bliver det LMP3 – det er noget fuldstændig andet at få tag over hovedet. For mig er det her et spørgsmål om, at vi har taget den retning, hvor vi tror chancerne for at nå målet om en fuldtidsprofessionel karriere er størst, forklarer han og fortsætter:
– Min drøm er først og fremmest at kunne leve af at køre racerbil, og det er ikke nødvendigvis lige i Formel 1 den chance er størst. Der – som vi ser det – bedre chancer i sportscars og GT-racing, og derfor blev det LMP3.
Supertest
Forsmagen i december gik imidlertid over alt forventning. Planen var egentligt bare, at Jakobsen i første omgang skulle ud og få sig en fornemmelse af LMP3-raceren, som udmærker sig ved at have væsentlig mere downforce og et pænt stykke over 200 hestekræfter mere end sidste års vinderbil i F4:
– Jeg var i England for at teste i december og fik en test på Donington med dem. Vi meldte med vilje ikke så meget ud om testen, men det gik smaddergodt, og det blev grundlaget for at gå videre ad den her vej. Jeg faldt lynhurtigt til i bilen og fik vist, at jeg hurtigt kunne omstille mig til at køre i den, siger han om testen.
LMP3-raceren er imidlertid en helt anden størrelse end Formel 4, men det var på en god måde, og det tog Malthe Jakobsen fat i fra første færd:
– Der sker i hvert fald noget, når du træder på speederen… Der er enormt mange forskelle, for dels har du dækvarmere – så der er bid fra første meter. Det er jeg ikke vant til. Jeg er heller ikke vant til så meget downforce, men det var en kæmpe oplevelse. Bilen er faktisk ret nem at arbejde med på grund af netop downforcen, forklarer han.
Langsigtede planer
En dobbelt så stærk bil, mere downforce og deltagelsen i ELMS er imidlertid ikke de eneste ændringer – bilen skal deles. Det er selvsagt en helt ny opgave at skulle dele bilen med andre kørere, men det er et element, som Malthe Jakobsen virkelig ser frem til at prøve:
– Holdarbejdet i langdistanceløb er superfedt. I alle andre sportsgrene kan man jo få folk til at arbejde sammen, og det er den samme udfordring her. Rigtig mange skal fungere sammen, hvis det skal virke. Jeg ser det som en stærk mulighed for at blive en bedre og mere alsidig racerkører. Det er ikke altid, du kan få den absolut bedste opsætning af bilen eller de helt optimale dæk, når der også er andre kørere på bilen – men du er nødt til at få det til at virke. Det kan man kun blive en dygtigere kører af, afrunder han.
Den første officielle opgave for Malthe Jakobsen i European Le Mans Series bliver seriens officielle test på Circuit de Catalunya den 31. marts. Den følgende weekend, den 5. april, går det løs med årets første afdeling, inden turen går videre til Monza, Paul Ricard, Silverstone, SPA-Francorchamps og Autódromo Internacional do Algarve i Portugal.