Malthe Jakobsen fik i udgangen af 2021 sin debut i det amerikanske med finalen i IMSA, Petit Le Mans. Og nu åbner den unge thybo også 2022 over there, for Malthe Jakobsen er til start i Rolex 24 at Daytona senere denne måned. Sam Creech Motorsports har hentet Malthe Jakobsen ind til at køre teamets LMP3-racer i den amerikanske 24-timersklassiker, og her kommer thyboens to sæsoners erfaring med Ligier-raceren til at få stor værdi.
Sam Creech Motorsports har i det hele taget sat et superstærkt team, for Jakobsen får lov at dele bil med den tredobbelte Daytona-vinder João Barbosa samt det britiske stortalent Sebastian Priaulx.
– Jeg glæder mig helt vildt til at starte året ud med mit første 24 timers-løb, som samtidig er ét af de største i hele verden. Jeg testede på banen med teamet i december måned, og selvom banen rent teknisk ikke er så stor en udfordring, kommer jeg til at lære en masse om at holde bilen kørende i et helt døgn, fortæller Malthe Jakobsen, som allerede har fået de første gode råd:
– Jeg fik at vide, at på Daytona handler det ikke så meget om at køre de hurtigste omgangstider. Dem, som løber med sejren, er dem, som har holdt sig ude af uheld og tekniske problemer. Det bliver en stor oplevelse!
Allerede midt på måneden rejser Malthe afsted til Florida. Forberedelserne starter weekenden inden løbet med ROAR Before The 24, som består af masser af træningsomgange og et halvanden times kvalifikationsløb, der afgør startrækkefølgen til 24 timers-løbet. For Malthes vedkommende er forventningerne i stor grad fokuseret på læring:
– Vi har et rigtig godt lineup, så hvis vi kan holde os fri af uheld tror jeg at vi kan gøre det godt i LMP3-klassen. Når det er sagt, så er det mit første 24 timers-løb, og jeg kommer for at lære så meget som muligt omkring strategi, udholdenhed og mig selv under de her vilkår. Så kan vi bare håbe at der kommer lidt sølvtøj med hjem i kufferten, slutter Malthe Jakobsen.