Marco Sørensen: Daytona er en fantastisk mulighed

#4 Corvette Racing Corvette C8.R, GTLM: Pit Stop, Nick Tandy, Tommy Milner, Alexander Sims
Foto: IMSA

Marco Sørensens 2021 har ikke budt på helt så mange løb som nordjyden havde håbet på – men alt tegner til, at 2022 bliver bedre. I går, fredag, kunne Corvette Racing præsentere Sørensen som en del af crewet på den #4, han skal dele med Nick Tandy og Tommy Milner i IMSA’s nye GT Daytona Pro-kategori til Rolex 24 at Daytona i Januar.

Muligheden hos Corvette Racing er én, som Marco Sørensen ikke tøver med at kalde for en kæmpe chance.

– Det kunne helt ærligt ikke blive ret meget bedre. Sæsonen i år har været ret tør, så det er godt at få sådan en mulighed. For nu er det en one-off, og så skal vi selvfølgelig evaluere på det efter Daytona, forklarer Marco Sørensen til Boxengasse og fortsætter:

– Det er en kæmpe mulighed at kunne køre for Corvette i USA. De har studeret en del kørere og data fra de sidste år, og det er den slags, der skal til, før sådan et tilbud overhovedet kan komme i spil – men de ringede til mig og bød mig pladsen som tredjekører på den her bil til Daytona – og det sagde jeg selvfølgelig ja til med det samme. Det bliver superfedt, konstaterer han.

Marco Sørensen har kørt Daytona en enkelt gang tidligere med Aston Martin – det var i 2017, hvor han delte denne Vantage i GTD-klassen med Paul Dalla Lana, Mathias Lauda og Pedro Lamy. Foto: IMSA/Jake Galstad

Marco Sørensen har et enkelt Daytona på CV’et tilbage fra 2017 og ser frem til den nye opgave:


– Det bliver sjovt at prøve noget nyt. Aston Martin Racing har jo ikke haft så meget i IMSA tidligere – jeg har kørt der en enkelt gang, men det er bestemt en opgave, jeg glæder mig til. IMSA er et mega fedt mesterskab, og det tiltaler mig personligt meget med den amerikanske stil indenfor ræs. Det er meget frit, og det handler ikke om en masse med tracklimits og alt muligt – der skal bare køres noget godt ræs, siger han og tilføjer:

– Det ser jeg meget frem til at opleve med et amerikansk mærke, og jeg glæder mig meget til at møde alle de amerikanske fans. Jeg er sikker på, de også vil tage godt imod en dansker mere, siger han med et smil.

Sørensen har endnu ikke kørt en meter i Corvette C8.R, så første møde med bilen bliver til optaktsweekenden, Roar before the 24, hvor man igen i 2022 afrunder med et 100 minutters løb, som sætter startgridden til Rolex 24.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: