Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
2 min. læsning

Martin Andersen: – Forskellen er fire point, men i realiteten er det helt lige

791706933_1718152280317394_4589021047863893906_n
Skrevet af
Udgivet
Foto
Del artikel

I weekenden skal DM-titlen i Super GT finde sin nye ejer. Og med bare fire points difference mellem Martin Andersen og hans nærmeste udfordrer, Kasper H. Jensen, er kampen om titlen så skarp, som den kan blive.

For Martin Andersen giver det – positivt ment – spænding i maven og ambitioner om at kunne stå med en ny DM-titel på søndag:

– Sommerfuglene kom vel allerede i mandags… Det bliver en spændende, men også en mentalt lang weekend for mig såvel som for Kasper, forklarer den forsvarende mester. Han tilføjer:

– Vi kommer til finalen fra et absolut vellykket Night Race, hvor jeg fik bragt mig så tæt som muligt på Kasper i mesterskabsstillingen. Han fører stadig med fire point, men i realiteten svarer det til, at vi er helt lige før weekenden.

Titelkampen var også et tema til Night Race for et par uger siden – nu skal det afgøres. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse

Finaleweekender er noget særligt

Med andre ord er der lagt op til én af de helt specielle weekender. Ikke bare i år, men i karrieren i det hele taget.

Går det godt, så står Martin Andersen søndag aften tilbage og er mester i Super GT for tredje gang. Den slags kræver et godt forarbejde:

– Der er blevet kastet masser af energi i at sikre os det bedst mulige materiel hos Selected Car Racing. Både Simon (Seiersen, red.) og jeg kommer med biler, som teamet har knoklet med, og målet her er selvfølgelig at gøre alt for, at det kan og skal afgøres på asfalten. Der er mange følelser i hele teamet i sådan en finaleweekend, så at have chancen for at kunne gøre det i mit første år med teamet er utroligt fedt, forklarer han.

Samtidigt har Selected Car Racings to kørere også et mesterskab for teams at køre om. Martin Andersen og Simon Seiersen har her skaffet en mesterskabsføring på 41 point, og derfor er der ikke blot jagten på kørernes mesterskab at se til. Der er også et for teams.

– Sådan en weekend er man nødt til at tage bid for bid. Vi begynder med tidtagningen lørdag, og så er der tre løb søndag, hvor alt kan ske, lyder det forventningsfuldt fra Martin Andersen.

Super GT-finalen kan følges på Padborg Park søndag samt direkte på https://www.youtube.com/@DanishSupercarLeague.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode