Den tyske ADAC TCR Germany kører i weekenden for første gang løb på østrigske Salzburgring, og Martin Andersen kommer til weekenden i mesterskabsføring – ét point foran svenske Jessica Bäckman.
Salzburgring er en bane, som Martin Andersen og Liqui Moly Team Engstler har testet på tidligere i år. Derfor går viborgenseren også ind til weekenden med en god portion optimisme – teamets gode erfaringer fra tidligere kommer forhåbentlig til at kunne gøre en forskel, vurderer Martin.
– Jeg er bestemt optimist omkring weekenden. Jeg kan godt lide banen, og vi har nogle gode erfaringer herfra. Banen er sindssygt hurtig og kræver helt klart noget tilvænning. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi allerede har fået kørt lidt på den, forklarer han.
Den 4,2 kilometer lange bane er en ny udfordring i det tyske mesterskab – og det på flere måder. Vejret tegner til at blive varmt, og det kan blive en afgørende faktor, mener Martin Andersen.
– Det bliver helt afgørende at passe på dækkene i den her varme. Der er lovet over 30 grader i weekenden, og banen er i sig selv rigtig hård ved dækkene på bilerne. Set over et heat bliver det derfor virkelig vigtigt, at man også til sidst i løbene har nogle dæk, der virker, forklarer Martin Andersen.
Målet er først og fremmest rettet mod det samlede, tyske mesterskab:
– Målet for weekenden er endnu engang at sikre en stærk pointhøst. Indtil nu har jeg været på podiet i begge weekender, vi har kørt. Den statistik vil jeg gerne ud at fortsætte, og kan vi øge føringen fra et enkelt point til nogle flere, så siger vi heller ikke nej til det, afrunder Martin Andersen med et smil.
Martin kan følges i ADAC TCR Germany på gratis livestream hos sport.de/adac.de/motorsport i weekenden.
Lørdag d. 18/6:
14.15: Race 1 live
Søndag d. 19/6:
13.45: Race 2 live