Martin Andersen har taget den hårdeste tyske serie af standardvogne med storm i år, og kunne med en ny, vellykket weekend på Sachsenring hente endnu et stærkt resultat med hjem til Danmark. Hver weekend tæller to løb i serien, og her blev det lørdag til en stærk andenplads, mens søndag bød på en fjerdeplads.
Den tyske bane er en svær størrelse og byder på masser af højfartssving og højdeforskelle – ikke en ideel cocktail, når man kører med meget succesballast, som Hyundais racere gjorde denne weekend. Derfor vidste Martin Andersen og Hyundai Team Engstler også, at det ville blive en svær opgave – og netop derfor var det ekstra overraskende, at Andersen lørdag morgen kunne køre så konkurrencedygtigt.
– Alt ved den her weekend var reelt meget overraskende for os. Sachsenring er en vildt, vildt svær bane, men vi fik leveret varen. Efter træningerne fredag, hvor jeg slet ikke fik nok køretid, var vi egentligt enige om, at to ture i top fem ville være mere end godkendt. At jeg så går ud i kvalifikationen lørdag og er næsthurtigst for dernæst at blive nummer to i løbet var fuldstændig fantastisk, forklarer Martin Andersen.

Spar på dækkene
Søndagen blev knapt så flyvende – men en fjerdeplads blev facit efter en god kamp. Nøglen til gode løb på Sachsenring er først og fremmest, at man ikke får kørt bilen og især dækkene for hårdt. Det blev en faktor i begge løb, at Martin Andersen fik passet godt på i starten – men en afbrydelse af weekendens andet løb gav ham ikke helt muligheden for at udnytte netop den fordel.
– Jeg dummede mig lidt i kvalifikationen og fik ikke det optimale ud af min hurtigste omgang. Så jeg startede som nummer seks og måtte prøve at kæmpe mig op. Sachsenring er super hård ved dækkene, og derfor forsøgte jeg at spare dem lidt i starten, forklarer han og fortsætter.
– Desværre kommer der så en afbrydelse på grund af et uheld, og på den måde blev løbet pludselig for kort til jeg rigtigt kunne bruge mine dæk til sidst i løbet. Men alt i alt er jeg godt tilfreds. Vi vidste, at det ikke ville blive nemt, men nu står vi reelt et sted, hvor vi kan kæmpe om sølv i mesterskabet, afrunder Martin Andersen.

I den samlede tabel er det godt nyt for viborgenseren, som er firer samlet i mesterskabet og nu blot har fire point op til Eric Scalvini på tredjepladsen. Andersens holdkammerat Luca Engstler fører fortsat kampen om den tyske titel med sine 281 point.
Highlights ADAC TCR Germany – Sachsenring: