GT-racing får endnu engang Max Verstappen på besøg i denne sæson. Hollænderen kørte Nürburgring 24h tidligere i år med Jules Gounon, Daniel Juncadella og Lucas Auer – og nu runder Verstappen så af med GT World Challenge-finalen i Portimao den 16-18. oktober for Mercedes AMG Team Verstappen Racing.
Udover Chris Lulham, som har repræsenteret teamet hele sæsonen, så er også Ben Barnicoat med i trioen.
– Jeg glæder mig til det. Jeg får lige syv travle uger, men jeg vil helt sikkert nyde det – og jeg er spændt på at se, hvad vi kan udrette i Portimao. Det er en fed bane, så det skal nok blive godt, siger han til GT World Challenges presseservice.
Inden GT World Challenge Europe runder året af med Endurance-afdelingen i Portimao er der én omgang Sprint tilbage for i år. Det er i den kommende weekend på Circuit de Catalunya.