Mesterskabs-interview med Kasper H. Jensen: – 2022 var virkelig en hård sæson

Foto: Boxengasse/TCR Denmark & Michelin Le Mans Cup/JEP

I denne weekend er Kasper H. Jensen og resten af GMB Motorsport i aktion igen. Denne gang til sæsonfinalen i Michelin Le Mans Cup, hvor det allerede på forhånd er givet, at det danske Honda-team har sikret sig mesterskabstitlen – og nok så vigtigt Le Mans-deltagelsen i 2023 – i første forsøg.

Men inden det går løs med finalen i Portimao er det på høje tid at spole en uge tilbage, for Kasper H. Jensen kommer til Portimao som nykåret danmarksmester i TCR Denmark, og med sit tredje mesterskab i streg på de danske baner.

DM-medaljerne er delt ud – Kasper H. Jensen fuldendte sidste weekend et sandt hattrick i TCR Denmark. Foto: Boxengasse/TCR Denmark

Boxengasse fik en snak med den nyslåede mester efter sidste weekends finale på Jyllandsringen. Et interview, der både blev til en refleksion over den danske sæson, men i allerhøjeste grad også den afrunding der venter i denne weekend for det danske team, når Civic Type R for sidste gang i denne sæson skiftes ud med NSX.

Den hjemlige mesterskabsduel stod mod blandt andre Mike Halder- her fra Nightrace på Padborg Park. Foto: Boxengasse/TCR Denmark

Konkurrencen i TCR Denmark gik hele vejen denne sæson, og med en ny konkurrent, som i den grad tog kampen op blandt de etablerede, danske navne, var konkurrencen skrap. Mike Halder stødte til hos svenske TPR Motorsport, og trods et begrænset kendskab til de danske baner, så fandt Halder hurtigt melodien og blev hurtigt til en stærk udfordrer i en titelkamp, hvor også Nicolai Sylvest i sidste ende var tæt på at kunne gøre det.

– At vinde igen er virkelig fedt. Der sker næsten altid det med en ny klasse, at der skal gå lidt tid, før alt lige finder sin plads. I år fik vi igen en ny faktor med i TCR Denmark i form af et helt nyt dæk fra Kumho, og det stillede store krav til forberedelserne, specielt i sæsonens start. Jeg ved egentligt ikke, om vi var hurtigere til at knække koden eller ej, men vi fik ramt en god løsning, som passede virkelig godt til bilen, forklarer Kasper H. Jensen og tilføjer:


– Og så vil jeg helt bestemt huske 2022 som en hård sæson. Der er blevet fightet om det, og folk har gjort alt de kunne for at ødelægge det for mig. Jeg har aldrig været i amatør- og ordensudvalget før, men i år skete det to gange… Kampen har været hård, og det var i min optik godt til serien at få en endnu skrappere konkurrence ved, at der kom en som Mike ind i serien. Han er lynende hurtig i TCR ude på de europæiske baner, men han fandt også hurtigt melodien herhjemme og skabte masser af kampe, konstaterer den nykårede danmarksmester.

Casper Elgaard står i spidsen i både ind- og udland. Foto: Boxengasse/TCR Denmark

En vild sæson

Men engagementet på hjemlige breddegrader beskriver kun halvdelen af Kasper H. Jensens sæson. I starten af året tegnede det sågar nærmere til, at østjyden end ikke ville komme ud at forsvare sine to mesterskaber med Massive Motorsport, da teamet lukkede. Men lykken kan hurtigt vende, og 2022 endte i stedet med at blive hans travleste til dato.

2022 har bragt Kasper H. Jensen rundt på en række af de største baner i Europa – her fra Imola. Foto: MLMC/JEP

– Jeg stod i starten af året uden rigtigt at have kort på hånden. Massive Motorsport var lukket, og jeg havde egentligt næsten affundet mig med, at kom der ingen bud, så skulle jeg nok prøve at fyre den af med mit eget gokartteam. Men så skete der noget. Casper ringede, og en måned senere var det hele på plads. Det har været en vild, vild sæson, forklarer han og fortsætter:

– At komme ud at køre internationalt i GT3 er noget fuldstændigt andet end jeg har været vant til før. Ingen tvivl om, at det er godt at køre i Danmark og vi har rigtig mange gode folk, men udlandet er lidt noget andet, når vi snakker biler, der er så meget hurtigere, og hvor downforcen for alvor bliver en faktor. Herhjemme er det mere eller mindre mekanisk grip, der gør det hele, og det har det for så vidt også været i de løb, jeg tidligere har kørt på fx Nordsløjfen, fordi det var cupbiler og GT4. Men GT3… Det er satme specielt, når du kommer fra det udgangspunkt for så første gang at smide en GT3-bil gennem Eau Rouge med 240 km/t og håbe, at dækkene bliver ved med at gribe.

Over målstregen på Le Mans. Foto: MLMC/JEP

Billetten er på plads

Denne weekends opgave er til gengæld en helt anden, for GMB Motorsport er på Portimao til årets sæsonfinale i Michelin Le Mans Cup, der køres sammen med European Le Mans Series. Og sæsonmålet er som bekendt allerede indfriet en runde før tid, for mens det ikke er afgjort, hvilken Honda NSX GT3 fra GMB Motorsport, der vinder mesterskabet, så står det klart, at kun det danske team kan blive mestre.

Og dermed er det også definitivt sikret, at GMB Motorsport næste år har én entry på hånden til verdens største motorløb, Le Mans.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/

Du kan følge Kasper H. Jensen og GMB Motorsport live i weekenden på Youtube:

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: