Michael Christensens 2021 tager efterhånden form – i hvert fald er den danske Porsche-kører blevet præsenteret som en del af Manthey Racings lineup til årets Nürburgring 24h, som køres den 3-6. juni. Hjemmebaneteamet fra Meuspath lige ved Nürburgring stiller med en enkelt bil i årets udgave, som meget passende bærer startnummer #911 og Manthey Racings velkendte “Grello”-farver.
Christensen deler i juni bil med et særdeles stærkt Porsche-lineup. Foruden Christensen selv udgøres den fire mand store besætning af Kevin Estré, som Christensen længe har kørt sammen med i FIA WEC, samt Nürburgring-specialisten Lars Kern og ét af Porsches stærke, unge håb i form af 24-årige Matteo Cairoli.
Dermed er Christensen og Estré tilbage hos Manthey efter de i 2020 skiftede fra Manthey til et andet lokalt Porsche-team ved Nürburgring, nemlig Frikadelli Racing.
Mere på vej
Michael Christensen mistede i slutningen af 2020 sin plads i Porsches lineup i FIA WEC, men fortsætter nu samarbejdet med det tyske mærke i det stærkeste løb på tysk jord, nemlig ADAC Nürburgring 24h. I sin pressemeddelelse forklarer Michael Christensen, at han er glad for at have N24 på plads, men at resten af danskerens kalender endnu ikke er klar til at blive præsenteret:
– Min kalender for 2021 er endnu ikke på plads, men jeg er glad for at jeg endelig kan bekræfte, at jeg skal køre 24-timersløbet på Nürburgring for Porsche sammen med Manthey Racing. Manthey Racing står for Porsches fabriksteam, så det er ét af de stærkeste og mest kendte teams på startlisten. Jeg skal dele bil med Kevin Estré, som jeg har vundet masser af sejre sammen med, Lars Kern, som er en af de mest erfarne kørere på Nordsløjfen og med Matteo Cairoli, der er en af Porsches unge kørere. Så vi har et stærkt lineup, men resten af min sæson er endnu ikke på plads, forklarer han og fortsætter:
– Min kontrakt med Porsche skulle fornyes efter 2020 sæsonen og det er nok ikke nogen hemmelighed, at motorsport også har været hårdt ramt af nedskæringer grundet Corona. Så jeg er glad for igen at have kontrakt med Porsche og kan fortsætte som Porschekører og jeg håber snart, at kunne offentliggøre resten af min løbskalender, forklarer han i pressemeddelelsen.

https://www.facebook.com/mantheyracing/posts/3858130427635945
Vil du gerne følge med i sportsvogne, touringcars og formelbiler året igennem, så dækker vi det tæt her på Boxengasse.dk. Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste! 🙂