3 min. læsning

Michelin Le Mans Cup: Anders Fjordbach og HCR Caffeine Six mister sejr efter straf

#86 HCR WITH CAFFEINESIX - Porsche 911 GT3 R - Michelin Le Mans Cup - Aragon Round - Motorland Aragon - Alcaniz - Spain -
Udgivet
Foto
Del artikel

ELMS-feltet og dermed også Michelin Le Mans Cup er nået til Spanien og Motorland Aragon. Området er ramt af rekordhøje temperaturer i øjeblikket, og Michelin Le Mans Cuppen fik da også en tur i den spanske bageovn sent fredag eftermiddag. I dag, lørdag, følger ELMS-afdelingen, når der køres fire timer med start klokken 18 og ud på aftenen.

Michelin Le Mans Cup blev til gengæld 110 minutters kaos. Det 40 biler store felt var allerede i problemer ind i første sving, hvor flere biler blev snurret rundt, og en safetycar nåede da også på banen allerede inden feltet havde gennemført den første omgang. United Autosports Josh Cayhill slap bedst igennem og førte, mens den anden bil på forreste række fra Murphy Prototypes kørt af Torsten Kratz var blandt de uheldige, der blev prikket af banen.

Kratz endte med at få en punktering, og tyskeren måtte dernæst halte tilbage i pitten. Cayhill og United Autosports tog sig af genstarten cirka ti minutter senere, mens det i GT3 blev til et tidligt føringsskifte. Fjordbach og Tim Creswick i CaffeineSix-Porschen var egentligt startet fra pole, men de blev passeret tidligt af Alex Martin og Team Parker Racing – dog kun for at Creswick svarede hurtigt igen efter genstarten og atter bragte sin og Anders Fjordbachs Porsche tilbage i spids.

Flere afbrydelser fulgte frem mod stoppet, men i GT3 kunne Anders Fjordbach genindtage føringen foran Aston Martins Valentin Hasse Clot og to gange Ferrari i form af Emmanuel Collards #83 og Kei Cozzolino i #51. Cozzolino var her på vej frem, og Anders Fjordbach førte fortsat velvidende, at han havde fem sekunders straf hængende over hovedet som følge af en tidligere overhaling udenfor tracklimits.

Jan Magnussen og Lars Pedersen måtte se en god start gå op i røg takket være udsættere på duoens Honda NSX GT3. Foto: MLMC/Focuspackmedia.de

Magnussen og Pedersen udgik med defekt

Fjordbach førte, men han kunne ikke slå et stort nok hul til at fravriste Kei Cozzolino sejren. Differencen endte på 3,7 sekund, og nordjyden endte derfor som toer foran Valentin Hasse Clot for Racing Spirit of Leman Aston Martin og Leipert Motorsport-Lamborghinien med Patrick Kujala.

Simon Birch hev femtepladsen i hus for GMB Motorsport efter et godt udlæg fra Thomas Andersen. Den danske Honda-duo var oppe som nummer syv ved stoppet og Birch lå længe som nummer fire, men kunne ikke holde finske Patrick Kujala fra fadet til sidst.

Femtepladsen for Birch og Andersen blev siden til en fjerdeplads igen, for Patrick Kujala og Leipert Motorsport fik efterfølgende også en straf sent fredag aften for track limits, hvilket sendte Lamborghinien ned i rækkerne.

Simon Birch kørte en hæderlig indsats i hus i Aragon og tog femtepladsen efter længe at have bejlet til fjerdepladsen. MLMC/Focuspackmedia.de

I den anden side af GMB Motorsport-garagen endte det hele desværre før tid for Jan Magnussen og Lars Pedersen. Duoen i #88 måtte udgå med cirka en halv time igen, da bilen begyndte at sætte ud efter Lars Pedersen ellers havde kørt et glimrende stint og fået bilen frem fra tiende- til femtepladsen.

LMP3-løbet endte på britiske hænder hos Nielsen Racings John Melsom og Matt Bell. Melsom og Bell kørte et fantastisk løb og fik snoet sig gennem al balladen fra en ellers ringe startposition som nummer 19. Melsom lagde hårdt ud ved at nappe 12 pladser i sit stint, inden Matt Bell kunne gøre arbejdet færdigt og tage sejren foran Team Virages Ligier med Gillian Henrion og Julien Gerbi.

European Le Mans Series kører i Aragon i dag – det er med løbsstart 18.00.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode