Som vi tidligere på året kunne berette, så blev Michelle Gatting i en omrokering hos Iron Dames snydt for den debut i FIA WEC, som ellers var stillet Gatting i udsigt til denne sæson. Men alt godt kommer som bekendt til den, der venter – og i weekenden får Gatting debut i FIA WEC med Ferrari-teamet Iron Dames på Portimao i Portugal.
Her erstatter Michelle Gatting Katherine Legge, der har en dobbeltbooking i form af, at briten også skal køre IMSA Weathertech Sportscar Championship i Detroit. Derfor har Iron Dames skiftet rundt på holdet.
Michelle Gatting glæder sig over muligheden og ser frem til at dele bilen med Rahel Frey og Manuela Gostner i weekenden:
– Det er svært at sige, om det bliver til mere i forhold til, om der kommer flere datosammenfald. Vores aftale var fra start, at jeg kører det, der måtte falde sammen med IMSA for Katherine. Det blev jeg lovet fra start, da vi skiftede mit sæde i WEC til ELMS. Jeg håber selvfølgelig, at der kommer mere i år, men det må vi se til, forklarer hun.
En stor mulighed
Et vigtigt led i valget, der sendte Gatting fra WEC til ELMS er driver ratings. I GTE Am er det klart mest lukrativt at have en sammensætning på tre kørere, som er henholdsvis guld, sølv og bronze. Her var det oprindelige oplæg sølv, sølv og bronze idet Gatting og Rahel Frey er sølv, mens Manuela Gostner er bronze. Med en guldkører sparer man i reglen et pitstop, og det er selvsagt ikke uvæsentligt i et løb på otte timer som i denne weekend. Derfor glæder det Michelle Gatting ekstra meget, at debuten i WEC nu bliver en realitet.
– Det er uden tvivl en stor mulighed at køre i FIA WEC, ingen tvivl om det. Det er ét af de mesterskaber, man sigter efter, og jeg skal bare ud at gøre en god figur her. Jeg skal levere på mine stints, og så er opgaven for så vidt rimeligt klar – ekstra stop eller ej: Jeg vil ud at levere en stærk indsats, og det er først og fremmest mit mål i weekenden, siger hun og fortsætter:
– Jeg har rykket mig meget som kører til i år. Jeg er meget bedre kørende på fart og erfaring, og jeg føler, at jeg har fået et bedre overskud til at håndtere trafik og til at køre mere strategisk. Så jeg forventer absolut noget af mig selv, og jeg ser frem til at vi forhåbentlig får nogle timer i bilen hver. Specielt efter sidste weekend, hvor vi udgik tidligt i ELMS – det er ikke tit det sker, men det måtte jo komme på et tidspunkt. Vi ser positivt fremad og arbejder videre – det er vejen frem, slår Michelle Gatting fast.
Løbet på den portugisiske bane er i forvejen også en ændring på kalenderen. Det kom ind, da Le Mans blev flyttet fra sin vanlige plads i juni og til august, og weekendens ottetimersløb tjener for holdene som en afgørende mulighed for forberedelse til netop Le Mans.
Af samme grund gør Michael Christensen også comeback til serien for Porsche i GTE Pro, og i alt er der syv danskere til start. Foruden Gatting og Christensen gør Mikkel Jensen indhop i GTE Am for Kessel Racing, for hvem han også kører Le Mans. Endelig er der de fire faste danske navne i denne sæson – High Class Racing i LMP2 med Jan Magnussen, Anders Fjordbach og Dennis Andersen, og Nicklas Nielsen er naturligvis på plads hele sæsonen hos AF Corse, som kører i jagten på at genvinde titlen i GTE Am.
https://www.facebook.com/irondamesofficial/posts/2795456290766010