Finalen i European Le Mans Series 2020 blev med danske briller en jagt på en god afslutning på sæsonen – og det lykkedes i særdeleshed for Mikkel Jensen og russiske G-Drive Racing i LMP2, som hentede sin første sejr i over et år.
Sejren faldt på et tørt sted for G-Drive Racing og Mikkel Jensen i European Le Mans Series.
Jensen, Nyck de Vries og Roman Rusinov har sæsonen igennem haft farten til meget mere end den samlede pointstilling indikerer – og i det store hele var søndag G-Drive Racings dag.
Det russiske team var toneangivende gennem det meste af løbet. Rusinov åbnede og kom flyvende fra start hvor han startede som sekser og var førende efter første sving. Siden overtog Mikkel Jensen og kæmpede med et stærkt triplestint ind i løbet med United Autosports om føringen, som han tog ved at gå indenom United Autosports #32 med William Owen. Jensen trak fra bagefter på sin lidt forskudte strategi.
Føringen blev ret stor, cirka 50 sekunder, men Jensen måtte se føringen smuldre, da der med en halvanden times tid igen kom en safetycarperiode.
I løbets afgørende fase tog Nyck de Vries det sidste stint efter Mikkel Jensen og lå længe nummer to, men et sent stop til #30 afgjorde det til G-Drives fordel.
Kørende teamchef Roman Rusinov var selvsagt glad for at tage en sejr hjem:
– Det er en skøn følelse. Vi har haft en hurtig bil og et godt team hele året, men har været uheldige flere gange. Det er skønt at stå her med en sejr. Jeg er virkelig glad, og vil gerne takke United Autosports for en god konkurrence hele året, sagde han efter løbet til ELMS’ stream.
High Class Racing viste igen godt med fart i Portimao, men det lykkedes ikke at gentage podiepladsen fra sidst. Anders Fjordbach lagde hårdt ud og kom virkelig godt fra start. I løbet af time 1 fik Fjordbach vist, at holdets pace fra sidste gang ikke var en enlig svale. Fjordbach kørte sig op som treer og var med helt fremme til midtvejsmærket. Helt til mål holdt det dog ikke for nordjyderne, som tog det ternede flag som nummer seks.
I den samlede tabel er United Autosports #22 mestre fulgt af søsterbilen #32, mens G-Drive Racing med finalesejren bringer sig frem som nummer tre samlet.
Sen skuffelse for Malthe Jakobsen og RLR MSport
Malthe Jakobsen og RLR MSport var minutter fra at tage et superresultat med hjem som afslutning på et ellers godt år for thyboen og det engelske team. Men sådan skulle det ikke gå – det gode forarbejde endte i garagens mørke.
Lorenzo Viglia kom godt fra start i bilen, men fik undervejs et mindre flatspot, som italieneren dog kæmpede sig tilbage med. Han afleverede bilen videre til James Dayson som førende, mens Malthe Jakobsen meget passende fik lov at køre sæsonens sidste stint, og kom tilbage på banen som sekser, inden han i sit stint skulle forsøge at hente det sidste ind.
Et par af pladserne fulgte på konkurrenters pitstops, og Malthe Jakobsen var godt på vej mod et nyt podium, da han på sit sidste stop ikke kunne starte bilen igen. En død starter tvang teamet til at trække bilen i garagen, hvilket kostede Jakobsen og co. chancen for et godt resultat.
I stedet endte LMP3 med en ny sejr til klassens mestre fra United Autosports, som dermed står med i alt tre invitationer til næste års Le Mans – mesterskabet i LMP3 giver én, mens 1-2-triumfen i LMP2 giver to billetter.
Tæt afgørelse i LMGTE
LMGTE fik en super tæt afgørelse af mesterskabet, da det blev sejr til Proton Competition foran Kessel Racing. Samlet set lander det begge teams på 99 point og dermed en delt sejr i mesterskabet.
Ydermere har de to sejre, to andenpladser, en fjerdeplads og to pole positions hver – og derfor er Proton Competitions Christian Ried, Michele Beretta og Alessio Picariello nye mestre i LMGTE på deres sejr i sæsonpremieren på Paul Ricard…
Iron Lynx’ Ferrari #60, søsterbilen til Michelle Gattings #83, lignede i løbets afgørende fase et godt bud på en tredjeplads, men en punktering endte med at sende den ære i hænderne på Spirit of Race og Duncan Cameron, som tog tredjepladsen til sidst.
Gatting og Iron Dames fik ikke den håbede optur at ende sæsonen på. Kvalifikationen kastede en startposition som nummer tre i klassen af sig, men det lykkedes ikke undervejs for Ferrari-trioen at holde farten oppe. I sidste ende blev resultatet heller ikke hjulpet af, at Rahel Frey med ti minutter fik en begyndende punktering – en sjetteplads blev facit for Iron Dames i sæsonfinalen.