Mikkel Jensen sejrer i premieren på Nürburgring Langstrecken Serie

Foto: Tim Upietz/VLN

Mikkel Jensen og BMW-teamet Walkenhorst Motorsport fik den bedst mulige sæsonpremiere, da de i dag vandt årets første løb i Nürburgring Langstrecken Serie – det gamle VLN.

Det fire timer lange løb markerer starten på en noget komprimeret sæson, som løber frem til oktober – men trods coronaudskydelser og ikke mindst ganske omfattende ændringer af hensyn til sikkerheden, så blev der kørt masser af godt ræs på tværs af klasserne.

Jensen og Walkenhorst krydsede egentlig det ternede flag som nummer to efter Haupt Racing Team Mercedes og Maro Engel egentlig krydsede stregen først. Engel tog føringen fra Jensens holdkammerat, David Pittard, med godt ti minutter igen af løbet, og Engel opbyggede hurtigt et ti sekunder langt forspring.

Til gengæld fik Engel, Haupt Racing Team Mercedes og Maro Engels makker Patrick Assenheimer en straf at gå hjem på. Mercedes-teamet havde nemlig været kortere tid i pit end minimumskravet – og med 37 sekunders straf var sagen klar.

Langt hen ad vejen var det imidlertid HRT-Mercedesen og en anden Mercedes AMG GT3 Evo i form af den fra Team GetSpeed, som kæmpede om føringen. Assenheimer lagde hårdt ud og førte med godt ti sekunder efter første stint, men GetSpeeds Maximillian Buhk svarede igen og nappede føringen efter første stop.


Det blev til fuld gevinst for Mikkel Jensen og Walkenhorst Motorsport med den Playstation-sponserede M6 GT3. VLN Langstreckenmeisterschaft Nuerburgring 2020, 51. Adenauer ADAC Rundstrecken-Trophy (2020-06-27): #34 – David Pittard, Mikkel Jensen (BMW M6 GT3) – SP9 Pro. Foto: Jan Brucke/VLN

De to Mercedeser havde en spændende duel undervejs, og det var først ved tredje stop, at Walkenhorst og Mikkel Jensen markerede sig. Her bragte Jensen bilen i front og havde held til at holde sig inde i kampen hele vejen til det ternede flag foran HRT og GetSpeed.

Feltets anden dansker i den hurtigste klasse, SP9, havde imidlertid ikke heldet med sig. Michael Christensen måtte se sin Porsche udgå allerede inden starten, da der gik ild i bilens ledningsnet.

Michael Christensen og Kevin Estré kom aldrig til start – ledningsnettet i deres 911 GT3R brændte. NLS 1. Lauf 2020, 51. Adenauer ADAC Rundstrecken-Trophy, Nürburgring-Nordschleife – Foto: Gruppe C Photography; #031 Porsche 911 GT3 R, Frikadelli Racing Team: Kevin Estre, Michael Christensen

– Det er en helt vildt fed start på sæsonen. Har virkelig hungret efter at køre igen, og organisationen har gjort et kæmpe arbejde for at vi kunne køre i dag. At kunne gå ind som nu ikke-fabrikskører hos et kundeteam og slå fabrikskørerne som havde store problemer i dag… Det er første løb med Walkenhorst og på et nyt dæk, så vi gik ud og skulle lære en del i første stint. Det blev bedre. Vi lavede ikke rigtigt fejl og havde godt pace hele vejen igennem, forklarer Jensen og fortsætter:

– Det var til gengæld underligt at vinde et løb uden at komme på podiet. Der blev taget lidt billeder, og så var det dét. Der var også kun 60 fotografer mod 400 normalt, så det var bare i det hele taget et lidt tomt event, men sådan er det.

Klassesejr for Henrik Bollerslev

En anden dansker, der også får metal med hjem, er Henrik Bollerslev. Viborgenserens satsning med Audi og WS Racing gav i første hug en klassesejr i SP8 – og det var en glad kører, som Boxengasse fangede bagefter. Først og fremmest lykkedes det nemlig for det tyske team at finde nogle gode løsninger, på de problemer med dækkenes holdbarhed, som teamet kæmpede med i optakten til dagens løb:

– Vi kørte tider, der gjorde vi godt kunne være med i GT4. De var vildt hurtige i kval i GT4, men ikke så hurtige i løbet – så kunne vi godt være med der. Jeg er ikke vant til at køre i noget i VLN som kan overhale, men det gav et lille sammenstød… Der var én der ikke lige så mig. Sådan går det. Men jeg noterer mig også, at jeg er hurtigst i bilen. De er 22 begge de to andre, og de skal sgu køre fra en på 44… Det gjorde de ikke, så det er vel meget fedt, konstaterer Henrik Bollerslev med et smil.

For de øvrige danskere gik det som følger. Nicolaj Møller Madsen og Allied Racing GmbH måtte udgå efter tre omgange og endte sidst i SP10, mens det blev til en fjerdeplads i V5-klassen for Kai Schubert og en 14. plads i klassen for Rasmus Helmich og Team AVIA Sorg Rennsport i VT2-klassen.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: