Ginetta og Team CMR stiller med to af de nye Ginetta GT2-racere i 2026-udgaven af GT2 European Series.
Programmet bliver med to biler, hvoraf vi finder Mikkel Njor og franske Ethan Gialdini i den ene bil, som bliver en Silver Class-racer, idet både Njor og Gialdini er sølvkørere.
Sidstnævnte har taget turen med netop Ginetta op gennem rækkerne i den franske GT-serie FFSA GT og SRO’s GT Academy, og både Gaialdini såvel som Mikkel Njor er med i SRO’s tiltag GT Academy i denne sæson. Det giver begge chancen for at kunne sikre support til et eventuelt program i GT3 og dermed GT World Challenge Europe i 2027.
Mikkel Njor har undervejs prøvet en del ting af i motorsportens verden, og har en fortid i både rally og banerace, men fandt siden vejen med først den elektriske NextGen Cup, inden turen gik videre til Ligiers JS Cup og senest et godt 2025 i den svenske Ginetta Nordic Challenge. Og det gav Mikkel Njor smag for mere med det britiske mærke.
– Mit ultimative mål med karrieren er at vise, at det godt kan lade sig gøre at blive professionel og at komme til at køre på Le Mans, hvis man arbejder seriøst, målrettet og struktureret med at udvikle sig som kører. Ginettas planer om GT2 European Series og samspillet med GT Academy blev præsenteret sidste efterår, og med min historie fra Ginetta Nordic Challenge virkede det som et naturligt skridt videre. Jeg vil gerne rette en stor tak til Ginetta og CMR Racing for tilliden – og jeg glæder mig helt vildt til at få skudt gang i testprogrammet frem mod sæsonpremieren i maj, siger Mikkel Njor til Boxengasse.
Teamets anden bil bliver i øvrigt med kørende direktionsgang i en Pro/Am-racer. Her finder vi nemlig Ginettas ejer Lawrence Tomlinson samt Mike Simpson, der sidste år blev ny CEO for Ginetta.