Mens STCC ikke kom i gang med den elektriske bølge, der ellers var lagt an til, så har en anden elektrisk standardvognsserie fået en stærk debutsæson på den anden side af Øresund. Lørdag var finaledagen for den allerførste sæson – og det endte med en dansk løbsvinder.
Mikkel Njor fik en sen mulighed for at køre de sidste løb af sæsonen, og den chance greb Njor med begge hænder. En stærk finaleweekend blev resultatet, hvor det ellers var Linus Granfors, som med pole havde det bedste udgangspunkt til heat 1. Det endte i en lang duel mellem Granford, Enzo Hallman og den senere mester Elias Adestam.
Første heat endte imidlertid i farce, for halvdelen af feltet fik ikke det ternede flag, da det skulle have været ude, og det endte med at Adestam vandt løbet – men han ramlede også sammen med Granfors efter målflaget burde have været vist, og fik sendt Granfors hårdt i væggen.
Granfors havde stadig mesterskabsføringen og fik siden bilen klar til andet heat. Det holdt bare ikke til mål, og Granfors måtte både lide den tort at udgå og også at se Elias Adestam tage det første NXT Gen Cup-mesterskab med bare tre points difference.
Heat 2 blev til gengæld en dansk opvisning. Mikkel Njor startede som treer og kørte sig hele vejen til sejren efter en stærk start og siden en god fight med Alexzander Kristiansson.
– Det er helt vildt at vinde i finaleløbet – jeg har ikke rigtigt ord for det… Jeg fik en fantastisk start og var oppe som toer allerede i første sving, og fik siden sat en god duel sammen med Kristiansson – i sidste ende handlede det om at holde et ordentligt pace, og det fungerede godt for mig, sagde Njor til NXT Gen Cup efterfølgende.
Toer i finalen blev Ellis Spiezia, som skød frem fra femte position på gridden og derved sikrede sig bronzen samlet, mens Alexzander Kristiansson rundede sæsonen af med en tredjeplads i finalen.