AO Racing har her til aften løftet sløret for, at de igen har en dansker med i besætningen, når turen går til Long Beach senere i April. Ny mand på teamet er nemlig Mikkel O. Pedersen, som i Long Beach får æren af at styre Roxy-Porschen rundt sammen med AO Racings Harry King.
King kører som bekendt fuld sæson på bilen.
– Det er stort at komme tilbage til Long Beach efter vi sidste år vandt med Rexy (den grønne AO Racing-bil, red.), siger teamchef Gunnar Jeanette. Han tilføjer:
– Harry King er godt kendt med teamet, og det bliver omvendt Mikkels første løb med os. Vi var meget imponerede af det arbejde, Mikkel Pedersen har udrettet i tidens løb i WEC med Porsches RSR-modeller, og vi ser frem til at give ham chancen i IMSA.
Og den chance får Mikkel O. Pedersen den 18. april, når turen går til USA’s vestkyst, og det er samtidigt et skifte fra GTD Pro til GTD for teamet. Det er også én af grundene til kørerskiftet, for Mikkel O. Pedersen har sølv som sin driver rating, og i GTD er det et krav, at der er en sølvkører på bilen.