Mikkel O. Pedersen skifter til italiensk team

Foto: Porsche Supercup

Med et nyt team i ryggen er Mikkel O. Pedersen ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til sin tredje sæson i Porsche Supercup. Struerboen, der hidtil har kørt for tyske Molitor Racing Systems, MRS, skifter nemlig til det italienske Dinamic Motorsport.

Her skal Pedersen ud at fylde pladsen efter italienernes kører Mattia Drudi forleden blev hentet ind til Audis fabriksprogram i GT3. Her vil italieneren være at finde i et af Audis lineups i ADAC GT Masters eller Blancpain GT Series i år – men det efterlader også den plads, som danskeren nu får i Porsche Supercup. Det er lig med en række fordele for Mikkel O. Pedersen, der dels får en spritny racer til rådighed. Men forberedelserne bliver også bedre – og det forventer han at få fuld valuta for:

– På papiret er det et bedre team, så det er bestemt en aftale, jeg er godt tilfreds med. Jeg vil få bedre træning og forberedelse til løbene, simpelthen fordi vi kan træne mere end hidtil. Det bliver på mere lige vilkår, end jeg hidtil har kørt under, så det ser jeg frem til. Samtidigt får jeg også en ny bil, efter vi jo kørte med en gammel bil hele sidste sæson. Det er jeg rigtig glad for.

Men det betyder også, at italienerne forventer, at danskeren kan hamle op med den nyudnævnte Audi-fabrikskører:

– Drudi blev fabrikskører, og så tog teamet fat i mig. De venter nok, at jeg er med fremme og kan køre op med Drudi, så det er helt klart en opbakning og tillid, som jeg tager med mig og er glad for at blive vist. Nu skal jeg snart i bilen til test, og så er vi i gang igen. Jeg er helt sikkert klar til premieren på Circuit de Catalunya, og det er da også her vi skal teste i den kommende tid, forklarer han.


Mikkel O. Pedersen i aktion i Monaco for MRS i 2018. Foto: Mikkel O. Pedersen Racing

God opbakning

At Mikkel O. Pedersen har fået enderne til at mødes i Italien skyldes især, at folkene fra Struer har haft held med vinterens sponsorjagt:
– Vi har været ude at stemme dørklokker og været heldige. Sådan kan man vist godt sige det. Der er kommet nye sponsorer til, og alle de eksisterende har valgt at fortsætte samarbejdet. Vi er virkelig glade for at have et godt netværk bygget op her, forklarer han.

Netværket betyder også, at vi ved enkelte lejligheder vil få Mikkel O. Pedersen at se i Special Saloon på de hjemlige breddegrader. Der er nemlig planer om lidt kørsel i Danmark, men fokus er solidt plantet på Porsche Supercup.

– Hvert år er det gået fremad og jeg er blevet bedre i Porsche Supercup, så det er klart, at jeg gerne skal frem i år. Håber det går op igen, for jeg ser fortsat gode muligheder i Porsche Supercup som serie. Der er godt med udfordringer i den, og det er en fed serie at køre, afrunder han.

Porsche Supercup har 2019-premiere i forbindelse med Spaniens Grand Prix på Circuit de Catalunya. Det sker i weekenden den 10-12. maj.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: