2 min. læsning

Nicki Thiim vinder race 1 på Norisring fra pole!

Photo: Hoch Zwei
Udgivet
Foto
Del artikel

 

Nicki Thiim skrev her til eftermiddag DTM-historie ved at sikre Aston Martins første sejr nogensinde i den tyske serie. Sejren kom i hus på en dag, hvor Thiim i det hele taget var godt kørende, for han vekslede pole position til sejr efter et løb, der var dramatisk alle andre steder end ude foran.

Thiim endte løbet med Mercedes’ Maro Engel som nærmeste udfordrer, mens Arjun Maini og HRT Ford endte med tredjepladsen.

Mest af alt blev det overskygget af noget af et megacrash, hvor Max Paul tabte sin Lamborghini for enden af start/mål og endte med at pløje direkte ind i siden på Kelvin van der Lindes BMW. Det kostede en længere afbrydelse, men begge meldes ok.

– Fantastisk sejr – jeg er lidt tom for ord endnu. Det her er et sted, hvor man er nødt til at have store kugler, men det er en sjov bane, og jeg er super glad for, at vi fik det her resultat i land. Nu skal vi fejre det lidt, men i morgen er der et nyt løb om vigtige point, sagde Nicki Thiim til TV efter løbet.

Skarp strategi

Thiim var en af de sidste til at pitte, men timingen endte med at være helt perfekt, for han kunne forsvare sig mod Engel på de kolde dæk – også selvom Engel egentlig var hurtigere på det tidspunkt – og så kom uheldet, der afbrød det hele i godt 50 minutter. Efter genstarten kunne Thiim igen forsvare sig hjem, mens Thomas Preining og Porsche havde noget af en slåskamp for at holde fjerdepladsen fra konkurrenterne.

En opgave, der til gengæld slet ikke lykkedes, for det endte med, at Lucas Auer kunne overtage Preinings plads – og Auer havde held af at holde pladsen foran Thierry Vermeulen, mens Preining endte med at falde helt ned som nier.

Bastian Buus kæmpede som de øvrige Porsche-kørere lidt med farten på Norisring og tog en 13. plads i weekendens første løb.

 

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode