Optakt: Boxengasses guide til 24 timer i det grønne helvede

Foto: Boxengasse/Niklas Majgaard

Die grüne Hölle. Det grønne helvede venter for alvor i den kommende weekend – og jeg kan som redaktionens udsendte med base i Nürburgrings pressecenter i TÜV Tower blot sige, at du roligt kan aflyse alle planer her over Kristi Himmelfart og tænde for Youtube, for der er et brag af et Nürburgring 24h i vente.

Du kan teknisk set også skynde dig at kaste telt, sovepose og en kasse øl ind bag i bilen og køre en tur sydvestover, men der er godt pakket på campingpladserne ude på Nordschleife allerede…

Aftenstemning mellem Hatzenbach og Hocheichen torsdag.

Spændende klassekampe på vej

Uanset geografien er der i hvert fald et brag af et racerløb i vente, for med 135 biler fordelt på 20 klasser er der som altid garanti for dramatik. Vi kommer selvfølgelig til at følge de fire danskere i årets N24 tæt – og heraf er de tre at finde i topkategorien SP9, som er tyskernes titel for GT3 på Nürburgring.

Foruden Nicki Thiim, Dennis Lind og Michael Christensen i SP9 er der også en enkelt dansk deltagelse udenfor de hurtigste biler – det er Henrik Bollerslev, som igen har taget turen fra Viborg for at køre et nyt N24 i løbets alternative klasse med det tyske team Four Motors, som han efterhånden har repræsenteret et par sæsoner i forskellige biler. I år er der sket en opgradering for Bollerslev, for han er i weekenden en del af holdet på teamets Porsche 991 GT3 Cup-racer.

Henrik Bollerslev og Four Motors har haft en glimrende optakt til årets N24 – teamet har imponeret i torsdagens kvalifikationer og ligger godt til.

Tre danskere klar til Top Qualifying

Torsdag bød på to kvalifikationssessions og følges i eftermiddag af en enkelt mere, inden vi fredag aften får sat den øverste del af gridden til den på Nürburgring 24h meget traditionelle Superpole. 21 biler får her én chance hver for at sætte tiden. Alle øvrige klasser kæmper naturligvis direkte mod stopuret om resten af gridden i de tre normale sessions.


Det kan på godt jysk virke en anelse kringlet, men der er god mening med galskaben. De forhåndsudtagne biler er med i Top Qualifying på baggrund af deres samlede performance op mod Nürburgring 24h i Nürburgring Langstrecken Serie samt i N24 Qualifiers. Formatet sikrer, at man får de hurtigste teams med i den direkte shootout på basis af deres teoretisk bedste tider – et regnestykke, som løbsledelsen laver på baggrund af data fra alle løbene. Bundlinjen er imidlertid simpel – at forsøge at modvirke sandbagging.

De forhåndsudtagne biler talte en enkelt med dansk islæt i form af ABT Sportslines Lamborghini #27, som Nicki Thiim deler med Kelvin van der Linde, Jordan Pepper og Marco Mapelli. Gennem kvalifikationerne har også Michael Christensen og Dennis Lind fundet vej med deres respektive teams, så vi fredag aften skal se følgende 21 biler i aktion. 19 er i SP9-klassen for GT3-racere, mens der også er to fra klassen SP-X – begge disse biler er bygget til SRO’s reglement for GT2, og er to gange Mercedes AMG GT2 fra henholdsvis Schnitzelalm Racing og Team HRT.

Udenfor topkampen i SP9 og Top Qualifying har kvalifikationen på Nürburgring også været rigtig god for løbets fjerde og sidste dansker. Henrik Bollerslev og Four Motors har vist rigtig god fart i AT-klassen, og har her været suverænt hurtigst i Q1 og Q2 med teamets Porsche 991 GT3 Cup-racer. Men hvad endnu bedre er, at tiderne i aftes fra Thomas Kiefer var så hurtige, at bilen også ville kunne ligge godt til i Cup2-klassen, som er for den nyere 992-generation af Porsches GT3 Cup-bil.

Med 20 klasser i spil på samme tid er der vild trafik hele tiden… Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk

Strammere BOP til Porsche – Mercedes hurtigst torsdag

De tidlige overskrifter på Nürburgring har Bilstein-Mercedes’ Arjun Maini stået for. Maini slår normalt sine folder i DTM, men har vist imponerende pace i de to kvalifikationssessions og været hurtigst i egge. Inderen lagde ud med at køre 8.13.900, hvilket fortsat er weekendens hurtigste tid i kvalifikationerne. En straf kostede teamet en yderligere forbedring i Q2, hvor Hubert Haupt faktisk var endnu hurtigere.

Q2 var til gengæld Porsche og Manthey Racings session, for Michael Christensens team med #911 var først under 8.14 her, og sikrede sig dermed avancement til eftermiddagens Top Qualifying. Den kan du se herunder fra 17.30 i dag, fredag.

Løbet streames her lørdag med start klokken 16.00:

Husk, at du får alt om Nürburgring 24h her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/, så er du opdateret! 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: