I den kommende weekend venter Tysklands største motorløb, og selvom Nürburgring 24h for andet år i træk må køre uden sin talstærke opbakning med over 200.000 fans fordelt rundt om 25,4 kilometer racerbane, så er der al mulig grund til at tune ind. Nicki Thiim er nemlig tilbage i N24 for første gang siden 2018 og er samtidigt den eneste danske vinder af løbet i sin nuværende form med GT3-racere. Kris Nissen er den eneste anden danske vinder, og tog pokalen i 1991, mens Thiim vandt sit N24 i 2013.
Derudover er Michael Christensen igen til start hos Manthey Racing i SP9-klassen og jagter for alvor en revanche, efter han sidste år kom topmotiveret til Nürburgring – blot for at se teamet pakke sammen og tage hjem inden ugen overhovedet kom i gang på grund af et udbrud af Covid-19 på det lokale Porsche-mandskab efter Le Mans ugen forinden. Det er derfor et team, der med optimale forberedelser og indtil videre en enkelt sejr i Nürburgring Langstrecken Serie må regnes blandt favoritterne i år.
Med andre ord har der været en længere dansk sejrstørke i det, der med rette kan kaldes verdens hårdeste motorløb – og det kan der blive ændret på i weekenden.
Nicki Thiim er i sit comeback til Nürburgring 24h at finde i en Audi snarere end en Aston Martin, og fortsætter derfor det samarbejde med Phoenix Racing, som i år dels gav Nicki Thiim debut i LMP2 i Asian Le Mans Series, og som siden har givet en tilbagekomst til den tyske langdistanceserie i én af teamets i alt tre Audi R8 LMS GT3 i feltets hurtigste klasse, SP9.

Årets Nürburgring 24h er desuden markant større hvad angår deltagertallet end det var i 2020. ’20 var særdeles hårdt ramt af Corona-krisen og var det første felt i mange år på under 100 deltagere. I år er der 125, og selvom det ikke er rekordstore tal, så borger det for en vis kvalitet i feltet. Desuden tæller topklassen SP9 denne gang 34 biler. Og derudover har arrangørerne fået lov at lave et mindre tilskuerarrangement med 10.000 gæster – men med andre ord er vi ikke helt tilbage ved den rette stemning på lægterne endnu.
Skal vi runde statistikken af, så er der i alt otte danske kørere med i årets udgave, og dem skal vi blandt andet se nærmere på i denne optakt, hvor du også får tidsplan, links til gratis engelsksproget streaming samt den nye podcast, som vi her på Boxengasse har lavet i samarbejde med vores gode kolleger på Danmarks største F1-podcast, Næste Gear.

Få historierne helt ude fra asfalten!
I samarbejde med vores gode kolleger fra landets største F1-podcast, Næste Gear, har vi til årets Nürburgring 24h også lavet en podcast om det vilde løb i Eifel. Og denne gang er det med en ekspert i studiet, for her er Nicolaj Kandborg med i podcasten og blandt andet fortæller om vejen til, at han i den kommende weekend debuterer i den tyske klassiker – og om hvordan det er at alle fire hjul helt slipper asfalten en gang eller to per omgang.
Det og meget mere kan du høre om her hos Næste Gear:
Bred dansk deltagelse
Det er dog langt fra kun i topklassen SP9 med Michael Christensen og Nicki Thiim, at vi finder danske kørere, som har gode kort på hånden i årets N24. I alt er otte til start, og de øvrige er at finde i GT4-klasserne SP8 og SP10, i klassen for alternative brændstoffer og i VT2, som er for serienære biler med turbo.
Christina Nielsen har indtil videre været at finde i Nürburgring Langstrecken Serie i år for at køre sig til den Ring Permit, som åbner for, at man kan køre i de hurtigere klasser. Og her er Nielsen at finde til årets Nürburgring 24h, for hun er en del af det tyske teams indsats med titlen Girls Only – en Audi R8 LMS GT4 med fire kvindelige kørere. Nielsen kører i Audien med #53 sammen med tyske Carrie Schreiner og Celia Martin samt amerikanske Pippa Mann.
Ligeledes i GT4 i år Nicolaj Møller Madsen til start hos Allied Racing GmbH i SP10. Madsen kører med #78 på siden, og teamet må være opsatte på mere, efter de i 2020 blev nummer to i klassen.
I løbets kategori for biler på alternative brændstoffer, AT, er Four Motors og Henrik Bollerslev for andet år i træk på plads. AT-kategorien er for biler, der kører med den såkaldte E20-benzin, der indeholder 20 procent ethanol i stedet for de 10 procent, du måske kender fra tankstationerne herhjemme. Men der stopper det alternative antrit hos Four Motors ikke. Teamets to Porscher kører også med genraffinerede motorolier og har karosseridele, der ikke er af kulfiber, men derimod en mere miljøvenlig variant, der er samlet af hamp og plantematerialer.

Endelig er der en dansk trio at finde i VT2. Nicolaj Kandborg er med WS Racings BMW 330i (#167), og har i WS Racing fået følgeskab af Niels Borum, som kører en Volkswagen Golf VII i samme klasse. I år er i øvrigt Borums tiende år i streg på gridden til N24 med undtagelse af det flyttede og markant ændrede løb i 2020.
Niels Borums Golf mk. VII har startnummer 166, mens klassens tredje dansker, Rasmus Helmich fra AVIA Sorg Rennsport kører i en BMW 330i med #163.

Livestream og spotterguide
Igen i år kan Nürburgring 24h følges gratis på engelsk på Youtube. Links til samtlige sessioner finder du her:
https://www.youtube.com/c/24hnbr/videos?view=2&sort=dd&live_view=502&shelf_id=0
Den samlede deltagerliste kan du se her.
Årets N24 afvikles fra torsdag til lørdag, og her er tidsplanen som følger:
Torsdag den 3/6:
N24 kvalifikation 1 – 12.30-14.00
N24 kvalifikation 2 – 20.30-23.30
Fredag den 4/6:
N24 kvalifikation 3 – 15.30-16.30
N24 Top Qualifying/Superpole – 18.30-20.50
Lørdag den 5/6:
N24 Warmup – 11.30-12.30
N24 startgrid – 14.15-15.00
N24 opvarmningsomgang – 15.10-15.30
N24 start – 15.30-