Optakt: Titler på spil – FIA WEC’s første double header venter i weekenden

Set Up - #20 HIGH CLASS RACING / DNK / Oreca 07 - Gibson -  Bapco 6 hours of Bahrain - Bahrain International Circuit - Manama - Bahrain -
Foto: FIA WEC

Som fan af langdistanceracing kan du roligt få sofa og fjernsyn sat ordentligt til rette i denne og næste weekend, for der er dobbelt op på programmet. FIA WEC afgør årets VM-titler med det, der bliver seriens første double header til dato.

For første gang nogensinde kører serien back to back, og det bliver på Bahrain International Circuit med start lørdag klokken 10.00 dansk tid til det første af de to løb – det andet venter næste weekend. Og dermed er der også 14 timers ræs i sigte – seks timer denne weekend, mens selve VM-finalen bliver Bapco 8 Hours of Bahrain.

Nicklas Nielsen og AF Corse sikrede sig VM-titlen i GTE Am i netop Bahrain i fjor og kommer dertil som mesterskabsførende.

Afgørelsen på 2021-sæsonen i WEC bliver med lidt færre danske titelkandidater end i fjor, hvor Aston Martins Danetrain alias Nicki Thiim og Marco Sørensen blev verdensmestre i GTE Pro og hvor Nicklas Nielsen tog sin første titel i GTE Am. Førstnævnte fik i kraft af Aston Martins exit fra GTE Pro aldrig muligheden for at forsvare VM-guldet, men til gengæld ligger Nielsen lunt i svinget til et titelforsvar. Især efter sin sejr på Le Mans, som i WEC-sammenhæng giver dobbelte point.

AF Corses dansk/fransk/italienske trio med Nielsen, Francois Perrodo og Alessio Rovera ligger derfor i spidsen af titelkampen i GTE Am med 102 point mod de 65,5 som TF Sports Ben Keating, Dylan Pereira og Felipe Fraga tager til ørkenstaten med.

Mikkel Jensen er igen på plads med Ferrari og japanske Car Guy Racing med hvem han også kørte Le Mans, og skal vi afrunde GTE Am, så var Michelle Gatting på de tidlige deltagerlister for Iron Dames, men hun er desværre ikke til start i Bahrain de kommende to weekender.


Anderledes åbent er det i GTE Pro, hvor der målt i rene point er gode muligheder for en titel til Ferrari såvel som til Porsche. Med til historien hører dog, at Ferraris racere i både GTE Pro og GTE Am har fået en ganske markant ændring i balance of performance til denne weekend, og de første indikationer fra paddocken i Bahrain tyder på, at den har ramt hårdt. Bilerne skulle ifølge blandt andre Ferraris James Calado mangle helt op mod 25 hestekræfter efter justeringen.

Det ændrer dog ikke ved, at Calado, der deler bil hos AF Corse med Alessandro Pier Guidi, kommer til Bahrain som førende i VM med 124 point mod 112 hos Porsches Kevin Estre og Neel Jani – og det bliver efter alt at dømme de to biler, der tager den direkte VM-duel.

Weekendens løb bliver uden dansk deltagelse i GTE Pro, men Michael Christensen støder til Porsches #92 med Jani og Estré, når sæsonfinalens otte timer køres næste weekend – løbet, som Christensen og Estré vandt i fjor.

Michael Christensen og Kevin Estré vandt sæsonfinalen i 2020 – Christensen er tilbage i #92 til det sidste af de to løb i Bahrain.

Robert Kubica tilbage hos High Class Racing

I LMP2 slutter Robert Kubica sit år lidt som det startede, for den polske tidligere F1-kører er nemlig tilbage hos danske High Class Racing til løbene i Bahrain. Kubica åbnede som bekendt sæsonen til 24 Hours of Daytona for det danske team, og er tilbage som stand-in for en forhindret Jan Magnussen. Kubica deler derfor bil med Anders Fjordbach og Dennis Andersen denne weekend.

LMP2 er reelt også den klasse, som kommer til at kunne levere den tætteste titelkamp – eller i hvert fald den med flest mulige aktører. Specielt de tre forreste i klassementet, Jota Sports to racere samt belgiske Team WRT, har stærke kort i titelkampen. Og går man ud på det matematiske plan, så er der faktisk syv titelkandidater alt i alt.

Det er dog de tre bedste, der ligger klart bedst. Jota Sports #28 med Sean Gelael, Stoffel Vandoorne og Tom Blomqvist fører med bare ét point over Team WRT’s Charles Milesi, Robin Frijns og Ferdinand Habsburg, mens Jotas anden racer med Anthony Davidson, Antonio Felix Da Costa og Roberto Gonzalez er yderligere syv efter.

I Hypercars bliver det en ren afgørelse mellem de to Toyotaer – Mike Conway, Kamui Kobayashi og Jose Maria Lopez fører med 120 point mod søsterbilens Brendon Hartley, Kazuki Nakajima og Sebastien Buemi med 111.

Kig med!

Eurosport 1 sender hele løbet live, mens TV2 sender sæsonfinalen på TV2 Play, og det kan som altid også følges på blandt andet FIA WEC’s app. Der er løbsstart lørdag klokken 10.00 dansk tid, mens kvalifikationen køres fredag.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: