Ligier European Series er en del af ACO’s program af supportklasser, og kører selvfølgelig også i forbindelse med Le Mans. Serien kørte sit løb i forbindelse med søndagens testdag, og det endte med at blive en blandet, dansk landhandel – men også en dansk sejr, omend den først kom i hus efter podieceremonien.
De 39 Ligier-racere, fordelt på JSP4 og JS2R-modellerne linede op og fik startet, men en duel forrest i JS2R-feltet gik galt for danske Marcus Terkildsen, der ellers var startet fra pole. Terkildsen havde et sammenstød med en anden bil i Arnage, hvilket sendte den første safetycar ud. Sammenstødet sendte i stedet M Racing og Nathan Bihel i spids, og Bihel endte løbet med at kæmpe med ANS Motorsport og Jean-Philippe Jouvent stort set resten af løbet.

Og efter at være startet helt i den anden ende af feltet, så kunne Oskar Kristensen afrunde noget af et comeback for LADC by Racing Spirit of Leman, med hvem han kørte en gæsteoptræden i Ligier-serien sideløbende med sine aktiviteter i Michelin Le Mans Cup og altså denne uges Road to Le Mans.
Kristensen startede nede bagerst som nummer 21 efter en skidt, skidt kvalifikation, men fik kørt sig helt op og endte som toer over stregen efter M Racing-bilen – og da M Racing siden blev vejet og fundet for lette i den tekniske kontrol, så kunne Oskar Kristensen bytte til den største pokal.
I JSP4 endte det lige udenfor podiet for August Therbo og M Racing – Therbo og holdkammerat Martin Lacquemanne endte som nummer fire.