3 min. læsning

Pole position og andenplads til Martin Andersen på Nürburgring

Andersen_Nurburg (8 of 41)
Udgivet
Foto
Del artikel

Martin Andersen sikrede sig fredag et glimrende udgangspunkt for årets sæsonfinale i ADAC TCR Germany på Nürburgring. Lidt atypisk kørtes begge kvalifikationerne til løbene lørdag og søndag allerede i dag, fredag. Og det kunne næsten ikke være gået bedre for danskeren, som i egenskab af Luca Engstlers afbud for at køre WTCR i denne weekend, er teamets førende kører.

Den første kvalifikation gav pole position, mens Martin Andersen stort set hele vejen også førte an i den anden kvalifikation – men et sent forsøg fra Marcel Fugel sendte Andersen ned på anden position. Det slog dog på ingen måder skår i glæden hos Andersen:

– Det er et mega positivt resultat. Jeg har ikke kørt på Nürburgring før, så at starte sådan her er fantastisk. Jeg havde måske håbet på, at vi ville være så stærke, men jeg troede ikke helt det ville ende sådan. Nu har vi to gange første startrække, og det giver samtidigt lidt til pointstillingen, så jeg har også hentet ind der, forklarer han.

Andenpladsen i det samlede mesterskab er indenfor rækkevidde, men først og fremmest er det den legendariske Nürburgring, som tager lidt af overskrifterne i danskerlejren:

–  Nürburgring er et vildt sted. Alt her er bare motorsport, motorsport og mere motorsport. Jeg fandt hurtigt formen på banen, og den er bare lige mig. Der både tekniske og hurtige steder, hvor bilen flyver og alt muligt. Det er så fedt. Der var igen en stor omstilling i at komme hertil, men teamet og min ingeniør er bare super gode hver gang.

Lørdag bliver starten først og fremmest afgørende. Martin Andersen kører med maksimal succesballast i form af 60 kilo, mens Marcel Fugel på andet startspor har bare ti.

– Starten bliver fuldstændig afgørende. Marcel har en let bil og Hondaerne er generelt kendt for at starte godt – så den skal virkelig sendes afsted.

ADAC TCR Germany kører lørdag og søndag, og det hele kan følges live på www.adac-motorsport.de og på tyske www.tvnow.de. Lørdag køres der klokken 10.15 mens det søndag går løs 10.45.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode