Afgørelsens time på Jyllandsringen

Foto: Henning Smed

Kasper H. Jensen fra Hinnerup har 301 point. Lasse Sørensen fra Svenstrup 272 point. På søndag skal det så ved Yokohama DM-Finalen på FDM Jyllandsringen endelig afgøres, hvem der bliver årets mester i MASCOT Danish Thundersport Championship.

”Jeg har vundet alle fire super pole i år og vil meget gerne have den sidste med. Det sagt, så bliver finaleweekenden nok meget et Excel-ark, for selvfølgelig skal vi køre mesterskabet hjem, og derfor forventer vi, at det hele bliver lidt mere taktisk. Vi tænker først og fremmest på mesterskabet, men vil hele tiden køre vores egen chance,” siger Kasper H. Jensen.
Lasse Sørensen er den jagende i årets mesterskabsopgør.

”Vi kom som forsvarende mestre, og jeg synes sådan set, at både sæsonen og det arbejde, som vi i teamet har lagt for dagen har været helt i top. Det er de små marginaler, som ikke har svinget i vores retning,” lyder det fra 2017-mesteren, der bl.a. peger på et uheldigt Classic Race Aarhus.

”Vi skal hente så mange point på Kasper som muligt. Vi skal vinde, og måske har vi også brug for, at Kasper har lidt modgang, for at det helt store glansnummer kan lykkes. Vi har i hvert fald ikke givet op, og vi har set mange gange i år, hvor meget der kan ske i en DTC-weekend. Vi vil kæmpe for mesterskabet til slut.”

Taktikken er selvsagt anderledes hos Stark Racing og Kasper H. Jensen.


”Det er Lasse (Sørensen, red.), som er efter os, og han skal derfor køre lidt mere offensivt end os,” lyder det fra den førende i tabellen. ”Vi skal ikke presse citronen. Bare køre nok point hjem til at sikre mesterskabet.”

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: