Det var en magtdemonstration af de store i eftermiddagens sidste løb på Road America. Christian Rasmussen var over 8 sekunder foran med 2 omgange igen, da et uheld af Josh Pierson bragte safetycar på banen. Så for anden gang i dag, sluttede han som vinder bag safetycar.

Som i det første løb var Christian fuldstændig klar til den rullende start, og stak hurtigt af fra de andre. Han fik dog lidt for travlt, og måtte en kort tur i græsset. Det benyttede Josh Green til at overtage føringen. Den var dog kun kortvarigt til låns, for allerede 2 sving senere kom Christian forbi igen, og ved målstregen på omgangen havde han allerede fået et hul på 1,3 sekunder. Det forspring udbyggede han stille og roligt, med omgangstider der lå indenfor 4/10 sekund, og mellem 7/10 sekund og 1 sekund hurtigere end forfølgerne.

Annonce:

Det var således andres uheld der skulle til for at konkurrenterne kunne fange ham igen, men den sidste afkørsel var så tæt på afslutningen af løbet at der ikke kunne nå at blive ryddet op, og Christian fik for anden gang i dag lov til at køre over målstregen i hælene af en safetycar. Denne gang dog efter en voldsom magtdemonstration, gennem hele løbet.

Christian selv har også rigtig svært ved at få armene ned:

-Det var jo fuldstændig som jeg havde håbet. Jeg fik en fantastisk start, og hvis vi lige glemmer min lille dans på græsset, så kunne jeg ikke have ønsket et mere perfekt løb. Alt spillede bare perfekt. Jeg skylder en kæmpe tak til teamet, der igen, igen gav mig en perfekt bil.

Nu venter der Christian og teamet små 3 ugers pause, inde næste løbsweekend d. 29-30 Juli. Her afvikles tre runder af mesterskabet, og der køres på Mid-Ohio, hvor Christian også viste stor styrke i sidste uges test.

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Skriv et svar