Classic Race Aarhus flyttes til bededagsferien i 2019

Foto: Kristian Rasmussen / Classic Race Aarhus
Annonce:

Det er tiende gang, at den smukke bane omkring Mindeparken lægger omgivelser til festivalen og dens mere end 40.000 tilskuere.

“Vi har i mange år ønsket at holde løbet i bededagsferien. Det bliver fantastisk for vores tilskuere og deltagere, nu hvor både fredag, lørdag og søndag er ferie-fri dage. Det giver os mulighed for at lave et klasse jubilæumsarrangement,” siger Mike Legarth, adm. direktør for Classic Race Aarhus.

Arrangørerne har mødt stor velvillighed fra Aarhus Kommune i forbindelse med flytningen af løbet. Den oprindelige dato var sidste weekend i maj, men nu finder den store Aarhus-begivenhed i stedet sted den 17.-19. maj 2019.

“Vi er taknemmelige for den meget hurtige og effektive sagsbehandling fra de kommunale myndigheder i forbindelse med flytningen. Samtidig bliver færre mennesker berørt af de trafikale omlægninger, når de ikke skal på arbejde fredag,” udtaler Mike Legarth.

Arrangørerne af Classic Race er i fuld gang med forberedelserne til den 10. udgave af løbet, og der håbes på et rekordstort overskud, hvor hver en krone, hver en øre går til projekter og initiativer, der forbedrer børns sikkerhed i trafikken.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen