Nordeuropas største racefestival var planlagt til afholdelse 28.-30. maj 2021, men Corona-pandemien gør nu, at løbet på verdens smukkeste racerbane rundt om Mindeparken flyttes til 17.-19. september 2021.

”Det har bestemt ikke været nogen nem beslutning, men vi føler, at det er det eneste rigtige at gøre.

Annonce:

Da vi for et halvt år siden var nødt til at udsætte dette års udgave af løbet, var vi og alle andre ret sikre på, at pandemien allerede ville være under kontrol her i efteråret. Men det er jo desværre langt fra tilfældet – vi vil ikke ud i et kapløb med Covid-19, og derfor udsætter vi festivalen til september – det opfatter vi som rettidig omhu,” siger Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus.

Sikkerhed har været altafgørende i beslutningen om at udsætte racefestivalen til september.

”Vi har et ansvar overfor de mere end 40.000 gæster, vi venter til Classic Race Aarhus. Og vores mere end 1.000 frivillige skal også være sikre, når de stiller sig gratis til rådighed for at være med til at skabe det overskud, der ubeskåret går til forbedring af børns trafiksikkerhed,” fortæller Poul Dalsgaard.

Ved allerede nu at lægge sig fast på 17.-19. september har det traditionsrige racerløb i Aarhus også sikret sig, at logistikken omkring så stort et event er i orden. Både fra politisk og myndigheds hold har der været opbakning til udsættelsen.

Classic Race Aarhus har ønsket at udvikle arrangementet til en festival for hele familien.

“Og det bliver der ikke ændret på. Det store nye børnemotionsløb rundt på racerbanen vil være der – og så er vi rigtig glade for, at vores samarbejdspartner LEGO har meddelt, at de er klar med et om muligt endnu større set-up end først planlagt. Så vi får en fantastisk festival i september,” siger Poul Dalsgaard.

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Skriv et svar