Der er ikke langt fra karting til C1-ræs

Foto: Niklas Majgaard

Da Padborg Park lagde asfalt til prøvekørsler af C1 Scandinavia-racere i starten af april faldt flere kartingkørere for den budgetvenlige cupklasse.

Man skulle ikke tro, at en brugt Citroën C1 med semislicks og en opstrammet undervogn ville kunne få smilene frem på erfarne kartingkørere. Men det var bestemt tilfældet, og flere af kørerne går nu med alvorlige overvejelser om fremtiden.

Axel Wiingaard har efterhånden en del sæsoner bag sig i kartingsporten, men uden økonomien til at tage næste skridt, er de store karrieredrømme for længst begravet. Derfor gjorde nysgerrigheden på nye muligheder, at han måtte tage turen til Sønderjylland med sin gode kartingmakker Frederik for at se nærmere på C1-raceren og prøve den rundt på banen:

– Havde jeg en masse penge, ville jeg helt sikkert forsøge mig i noget eksotisk i udlandet. Jeg satser på karting i år, men det kunne være spændende at komme til at køre race i biler på et tidspunkt – så da muligheden for at prøve en C1’er opstod, blev der sat kryds i kalenderen med det samme, fortæller Axel Wiingaard, som ikke havde store forventninger til bilen:

– Det er svært at have store forventninger, og jeg var nok mest fokuseret på at få kørt nogle omgange i en bil på en “rigtig” racerbane, siger Axel, der blev overrasket over bilens køreegenskaber:


– Den var både hurtigere og sjovere end jeg havde turdet håbe på. Den er ret letkørt, men det kræver sin chauffør at få det optimale ud af den, så jeg tror at den kan blive rigtig sjov at køre racerløb i. Og så er der en stor fordel i, at køreteknikken som man lærer i den her, også kan bruges i andre klasser, hvis man vil videre til noget hurtigere på et tidspunkt, siger han.

Motorsport er en hobby … måske alligevel også i bil

Den gode kartingmakker, Frederik Ifversen, har ni år bag sig i kartingsporten og har for lang tid siden erkendt, at motorsport “kun” er en hobby for ham. Derfor har bilsporten indtil for nylig været afskrevet fuldstændigt. Men med C1 Scandinavias entré ændredes det hurtigt:

– Jeg havde kigget på de udenlandske C1-serier tidligere, så da jeg oplevede bilen og snakkede med Per Bernd ved Motorshow i Herning, var jeg slet ikke i tvivl om at bilen i hvert fald skulle prøvekøres, fortæller Frederik Ifversen, der fik gjort sine forventninger om en sløv og kedelig racerbil til skamme. Godt og vel.

Frederik Ifversen (t.v.) ser C1 Scandinavia som et oplagt valg efter ni år i kartingsporten.

– Den er faktisk slet ikke sløv! Jeg er mekanikerlærling ved Citroën, så jeg har kørt min del af gade-C1’ere, og selvom de har et fint optræk, er topfart ikke noget at skrive hjem om. Men det passer faktisk okay til en bane som Padborg Park, og den både drejer og bremser virkelig godt. Den er sat op på en måde, så man kan arbejde med bilen for at komme rundt, og det er fedt, siger Frederik, der følte sig godt taget imod på dagen:

– Der var ikke så meget pjat. Vi fik besked på at køre ud og prøve bilen af, og at vi gerne måtte give den gas, så vi kunne mærke hvad den kunne. Og det var rigtig godt, for jeg fandt hurtigt ud af, at bilen kører bedst, når den bliver presset, så dækkene rigtigt kan arbejde. Det var en fed oplevelse, siger Frederik Ifversen, der godt nok holder fast i sin kart året ud, men kigger meget alvorligt på at køre fuld sæson næste år – og måske allerede enkelte løb i år.

– Hvis jeg selv bygger en bil, vil det første år være lidt dyrere end gokarten, men til gengæld vil de næste sæsoner være billigere end kart, så det giver rigtig god mening for mig. Skulle muligheden opstå i år, ville det være sjovt at få prøvet kræfter med et løb eller to, men nu må vi se. Der skal jo penge til.

En “udtjent” Citroën C1 kan sagtens give masser af sjov på racerbanen.

Pengejagten er i gang

Nicklas Olsen var også forbi C1 Scandinavia-standen ved Motorshow i Herning og var heller ikke i tvivl om, at en prøvetur i C1-raceren var en nødvendighed. Selvom han i år deltager i Danish Karting League kan han sagtens se en fremtid i C1-raceren:

– Det er dyrt at køre racerløb, så tanken om at kunne skifte til bilsport uden at skulle finde en formue at køre for tiltrækker mig meget. Det kan være en billig måde at skifte fra kart til bil og så arbejde videre derfra, og det var derfor, jeg blev nysgerrig, fortæller Nicklas, som efter en enkelt omgang i bilen følte sig hjemme og kunne give den gas:

– Jeg har aldrig kørt på Padborg Park før, men det tog ikke andet end et par omgange, før jeg havde styr på bilen og fik en god fornemmelse for hvad den kan. Den er lettere kørt end karten, og den giver god feedback på hvad du prøver at få den til. Det gav i hvert fald lyst til meget mere, griner han.

Nicklas Olsen er allerede i gang med at forberede sin entre i C1 Scandinavia

Så meget lyst, at han allerede er gået i gang med sponsorarbejdet for at komme til start i klassen. Måske allerede i 2024, men helt sikkert næste år.

– Det er en sjov bil, og det kunne være sjovt at prøve kræfter med både de korte og lange løb som er på programmet i år. Jeg arbejder hårdt på at få fundet økonomien til at køre sideløbende med DKL, som er min hovedprioritet i år, fortæller Nicklas Olsen.

Sæsonen i C1 Scandinavia starter den 2. juni med et otte-timers racerløb på Anderstorp Raceway i Sverige, som afholdes sammen med svenske Race4Fun.

Foto: Niklas Majgaard

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: