Dobbeltopgave venter på Nürburgring

Cayman 1
Foto: Four Motors

Henrik Bollerslev og Team Lindholm Leasing kommer ikke til at mangle udfordringer i den kommende weekends femte runde af Nürburgring Langstrecken Serie. 

Viborgenseren stiller nemlig til start i to forskellige biler – fra to forskellige teams. Forklaringen er, at viborgenserens vanlige hold i den tyske serie, WS Racing, ikke havde mulighed for at få Henrik Bollerslev med på holdet til næste måneds 24-timersløb på selvsamme bane.

I stedet er det faldet sådan ud, at Lindholm Leasing-køreren stiller op for det ligeledes tyske Four Motors Bioconcept til 24-timersløbet. Og for at få lidt erfaring med teamets Porsche Cayman GT4 og ikke mindst holdet bag, så kører de også sammen i den kommende weekend, hvor årets eneste sekstimersløb er på programmet.

Derfor er Henrik Bollerslev til start i to forskellige klasser og to forskellige biler i den kommende weekend.

– Vi har ikke noget opvarmningsløb op til Nürburgring 24 timer i år, så derfor måtte vi tænke lidt kreativt. Det fungerer ikke at stille med nyt team og en ny bil uden at have prøvet det af først – så derfor får jeg lidt at se til, forklarer Henrik Bollerslev.


Henrik Bollerslev bruger NLS5 som opvarmning til næste måneds Nürburgring 24h, hvor han er med Porsche-teamet Four Motors.

Racerteam med bæredygtigt fokus

Det særlige ved det nye samarbejde mellem Team Lindholm Leasing og Four Motors, er, at teamet tænker lidt anderledes end de fleste.

Holdets ejere har altid forsøgt at give mere bæredygtige bud på, hvordan motorsport kan dyrkes – og det gør de også i denne sæson. 

Teamets bæredygtige vision betyder blandt andet, at benzinen i tanken ikke er ren benzin, men derimod benzin med 20 procent bioethanol. Derudover er motorolien gen-raffineret, og så er der karosseridelene, som er et kapitel for sig, forklarer Henrik Bollerslev:

– Det er et ret spændende team med en mission om at motorsport kan blive mere bæredygtigt. De har fundet frem til, at produktionen af dele i kulfiber er det mest klimamæssigt belastende i motorsport, så derfor kører vi med dele, der er lavet af biofibre – det er planterester og hamp, blandt andet, siger han.

Four Motors er et anderledes team, men det betyder til gengæld ikke, at holdet mangler ambitioner. Der er tale om stærke kræfter i garagen – og det bliver vigtigt, slår Henrik Bollerslev fast:

– Det er et sjovt projekt – og frem for alt, så er det nogle rigtig dygtige folk, der står bag holdet. Dem ude i kulissen kommer fra et stort Porsche-team, som blandt andet også kører Le Mans, så det er et godt udgangspunkt, forklarer han. 

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: