Kalenderens svenske afdeling bød lørdag på både tørvejr og regn i samme heat, men søndag holdt det tørt. Det betød imidlertid ikke, at det blev et uspændende løb. Snarere tværtimod.
Fra løbets start var Isac Aronsson på pole position foran Kenn Bach, og det dansk/svenske opgør blev allerede afgjort i første sving, da Kenn Bach holdt på og hurtigt overhalede svenskeren. Bachs plan var helt tydeligt at spole et forspring ud i håbet om at holde det til mål – men snart kom konkurrenterne op og udfordrede nordjyden.
Isac Aronsson fulgte godt med på andenpladsen, men kom også under pres fra sin landsmand Eric Nilsson, der fortsatte de gode takter fra lørdagen. Eric Nilsson pressede længe Kenn Bach i kampen om førstepladsen, mens Jonas Lynge og Thomas Faraas kørte frem i feltet fra deres startpositioner som nummer fem og seks.
Duellerne foran samlede nemlig feltet sammen, så løbet i de afgørende minutter var vidt åbent. Her førte Kenn Bach fortsat foran Eric Nilsson, Jonas Lynge og Thomas Faraas. Først blev Eric Nilsson overhalet af Jonas Lynge, og siden fulgte Faraas efter med en lidt kluntet overhaling, der også skabte et sammenstød mellem de to. Begge biler kørte dog videre.
På næstsidste omgang satte Kenn Bach sejren over styr, da han kom for langt ud og fik grus på dækkene. Det lod Jonas Lynge køre sejren hjem, mens Kenn Bach forsvarede andenpladsen foran Thomas Faraas.
Eric Nilsson blev nummer fire, fulgt af Isac Aronsson og Kristian Moe Sætheren.
Det sagde de efter løbet:
Jonas Lynge, vinder:
– Jeg fik ikke en specielt god start, men fik da holdt min placering sådan nogenlunde. Jeg sad og ventede lidt på, at nogen ville lave fejl, men det skete ikke i starten. Sidenhen kom der gang i den, og det er selvfølgelig en god fornemmelse at vinde fra femte position.
Kenn Bach, P2:
– Det er hårdt at være under pres hele tiden… Jeg fik overhalet Aronsson i starten, og håbede, at jeg kunne trække et forspring. Det lykkedes ikke rigtigt for mig, så der var hele tiden kamp. Til sidst laver jeg desværre en fejl og kommer for langt ud, hvilket gav Jonas sejren – men alt i alt er jeg godt tilfreds. Der var en god pointhøst denne weekend, og jeg ligger fortsat godt til samlet.
Thomas Faraas, P3:
– Virkelig et tæt race. Jeg er absolut tilfreds med weekenden her – vi håbede på lidt mere i dag, men vi fik det bedste ud af det.
Find Citroën DS3 Cup på Facebook (www.facebook.com/ds3cup)
Citroën DS3 Cups hjemmeside (www.ds3racing.dk/)