Eks-mesteren Martin Andersen gør comeback til Super GT Danmark

Foto: Super GT Danmark

Efter at have kørt i Tyskland vender Skals-køreren tilbage til de danske baner.

Der bliver intet mindre end tre nuværende eller tidligere mestre at finde i feltet i årets udgave af OK Oktan 100 Super GT. Mens Ole Petersen, Bredebro, skal forsvare sin titel fra sidste sæson, meldte den tidligere dobbelte mester Michel Nykjær, Næstved, i efteråret sit comeback til løbsserien. Og nu er Martin Andersen, Skals, også klar til at vende tilbage til den løbsserie, han vandt i 2018.

– Jeg glæder mig til at komme i gang igen. Jeg kørte nogle omgange i bilen på Padborg Park for en måneds tid siden, og det var sjovt at komme ud og teste sådan en bil igen, siger Martin Andersen.

Foto: Super GT Danmark

I den seneste årrække har det været i tysk motorsport, at han har slået sine folder. Således har han kørt i det tyske TCR-mesterskab, som han i 2022 endte med at vinde.

– I TCR Germany kørte jeg i en forhjulstrukket bil, så jeg har noget rust i forhold til race med baghjulstræk, som jeg skal have banket af inden sæsonstarten, siger han.


Som tidligere mester er der naturligvis et vist pres på Martin Andersen.

– Ja, der er jo nogle forventninger til mig, og jeg håber da også, at jeg kan give noget hovedpine til Frederik Nymark, Ole Petersen og nogle af de andre. Jeg er overbevist om, at vi kan drille dem lidt. Der kommer også nogle nye chauffører, så det bliver fedt.

Årets sæson i OK Oktan 100 Super GT starter i weekenden 27.-28. april på
Padborg Park.

OK Oktan 100 Super GT Danmark

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: