Når DASUs kommende skoleprojekt Kartingslalom, skills og samarbejde skydes i gang, så bliver det elektriske gokarts, skoleeleverne skal dyste i. Sociale events, konkurrencer og gokart skal som led i DASUs projekt åbne flere unges øjne for hvad mekanikere, pladesmede og de mange andre erhvervsuddannelser kan bruges til.

Og det bliver altså i elektriske gokarts, eleverne skal dyste i, når det går løs med finalerne senere på året. DASU har netop modtaget to gokarts fra producenten Blue Shock Race. Gokarterne skyder potentielt en topfart på 90 km/t. Men da disciplinen, eleverne på erhvervsskolerne skal dyste i, går mere ud på koordinering, hukommelse og præcision, kan topfarten reguleres via en app.

Annonce:

De indkøbte gokarter har let mulighed for udskiftning af batterier og bliver en rullende testbænk for energiholdbarheden på de enkelte gokarter. Valget af elgokarter til Kartingslalom, skills og samarbejde er dels af klimamæssige hensyn, men også af hensyn til holdbarheden af gokarterne og for at nedbringe støjen. Netop det lavere støjniveau med elgokarter har allerede vist sig at give konkrete fordele på gokartbanerne i form af mere køretid.

DASU har samtidig modtaget to elektriske gokarts til racingbrug – med støtte fra FIA (Fédération Internationale de l’Automobile). Disse skal bruges til klubudvikling med henblik på den grønne klimaomstilling. Sammen med to børne-gokarter, som DASU købte sidste år, kan disse gokarts lånes af klubberne, som kan teste muligheder og køreegenskaber ved el-gokarts.

Tietgenfonden har støttet Kartingslalom, skills og samarbejde med 1,24 mio. kr. Kartingslalom, skills og samarbejde skydes i gang efter sommerferien på erhvervsskoler landet over.

DASU

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Leave a Reply