Louise Frost har ikke haft noget nemt 2021, og fik sæsonens første to løbsweekender afbrudt af sygdom – men TPR Motorsport-køreren kom tilbage med et godt comeback midt på sæsonen til Copenhagen Historic Grand Prix. 

Desværre varede succesen i hovedstaden kort, for siden har tekniske problemer været i vejen hele vejen til sæsonens finale på Padborg Park den forgangne weekend, hvor farten fra København kom igen. En stærk sjetteplads i kvalifikationen blev udgangspunktet, inden en straf for tyvstart endte med at blive ikke bare dyr, men decideret katastrofal for Louise Frost.

Annonce:

– Bilen kørte perfekt og jeg startede som sekser med håbet om, at Padborg Park kunne give os en god sæsonafslutning – men der måtte jeg tro om. Jeg fik en straf for tyvstart i 1. heat, og sådan en straf er jo en faktadom. Man skal tage sin straf uanset hvad – men desværre for mig og flere andre kørere var sigtbarheden så skidt på banen, at skiltet med straffen ikke kunne ses, forklarer hun og fortsætter:

– Det gav et sort flag, som jo er den naturlige følge af at få en straf – men jeg kan ikke se mit nummer sammen med det sorte flag på grund af sprayen, så jeg kører videre.

Weekendens første heat endte derfor med en tur forbi dommertårnet:

– De stiller selvfølgelig spørgsmål ved min kørsel. Jeg forsøger at forklare dommeren, at jeg ikke har handlet i ond tro og selv er meget berørt af det. Jeg appellerede sagen på stedet og kom sågar med videodokumentation for, at skiltet ikke var muligt at se under kørslen. Dommeren var fuldt ud enig med mig, men valgte alligevel at udelukke mig fra hele weekenden – og anbefaler desuden at jeg skal til en ny licensprøve og beskyldte mig desuden for at have overset flagene med vilje, forklarer Louise Frost. 

Udelukkelsen undrer Louise Frost, som samme weekend så en anden kører overse et sort flag i kvalifikationen, men her var sanktionen blot en diskvalifikation for tidtagningen og ikke hele weekenden – en væsentlig forskel:

– Ingen ville gøre sådan noget med vilje, og jeg er meget uforstående overfor at det sorte flag kan takseres så forskelligt. Jeg sidder tilbage med en ærgerlig følelse af, om det overhovedet er pengene og arbejdet værd, når en så tvivlsom kendelse kan få så stor betydning. Det er svært at skulle forklare ens sponsorer, at weekenden er, slut før den dårligt var i gang. Jeg vil til gengæld gerne rette en stor og velment tak til TCR Denmark og promotor Martin Jensen, der virkelig værner om kørerne i feltet og altid står på spring for at hjælpe, afrunder Louise Frost. 

Louise Frost

Forfatter: Pressemeddelelser

Denne artikel er indsendt af et team, en kører eller anden aktør i motorsporten. Boxengasse er dermed ikke afsender på indholdet og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle stødende kommentarer.

Leave a Reply