To racerbaner på to weekender. Sådan kan september måned indtil nu kort opsummeres for Frederik Normann. Før årets store racerweekend på FDM Jyllandsringen fik han sin debut på udenlandsk asfalt. Nærmere betegnet Zandvoort-banen i Holland, hvor han deltog i den europæiske DMV BMW Challenge.
– Jeg havde besluttet at denne sæson også skulle give mig debut i udlandet, og efter at have kigget rundt i et stykke tid, faldt jeg over BMW Challenge, fortæller Frederik Normann, der nåede at få en kort, men oplevelsesrig debut på den hollandske kyst:
– Det var en kæmpe oplevelse at komme til en helt ny bane, og i træningen rykkede jeg to sekunder af omgangstiden på hver eneste omgang. Det er en helt anderledes bane end jeg har prøvet før, med masser af blinde sving og meget højere hastigheder. Flere sving kørte jeg igennem med omkring 190 km/t, lyder det begejstret fra midtjyden.
På trods af de manglende erfaringer kunne køreren fra Rødkærsbro høste en tredjeplads i kvalifikationen – næsthurtigst i sin klasse. Desværre varede glæden ikke længe; en teknisk defekt i starten af det første løb betød tidlig fyraften for Frederik Normann.
– Det var jo en super kvalifikation, men jeg måtte udgå fra det første løb med et defekt bagtøj. Og det værste var, at vi ikke kunne nå at reparere det inden det andet løb, så jeg fik ikke meget ud af anstrengelserne, konstaterer Frederik.
Tredobbelt succes på Jyllandsringen
Weekenden efter gjaldt det en mere hjemlig udfordring – Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. Tilbage i vante rammer i Special Saloon Car-klassen lagde Frederik hårdt ud med at være hurtigst i sin klasse – og ottendehurtigst af alle, selv mod konkurrenter i markant hurtigere biler. Forklaringen er simpel, ifølge Frederik:
– Det var en ret våd dag, og i dét føre er det nogle gange en fordel “kun” at have 350 hestekræfter og lidt mindre hjul end de helt vilde biler. Jeg kunne udnytte bilen til fulde, og det gav en ret god tid, forklarer han.
I kvalifikationen gik det mindre imponerende. Med godt slidte dæk fra forrige løbsweekend måtte han konstatere at der ikke var meget mere greb tilbage, og det betød en lavere startplacering til første heat.
Vejret fortsatte drillerierne, og da det første heat skulle afvikles, blev der gamblet på dækstrategien. Frederik var én af få deltagere, som satsede på slicks – tørvejrsdæk. Og de første omgange var da også udfordrende, erkender Frederik – men så gav satsningen pote:
– Til at starte med kørte de andre noget mere afsted end jeg gjorde, men banen tørrede op, og så var jeg kørt! Jeg sluttede på syvendepladsen generelt og vandt min klasse, så det var helt perfekt.
Til det andet løb fortsatte de gode takter, og Frederik Normann i den sorte BMW kunne køre i mål på en samlet femteplads – kun med Lamborghinier og en Porsche foran sig.
– Det sidste heat var nok det allerbedste. Der nåede jeg helt op og begyndte at kæmpe mod en fabriksbygget Porsche Cayman GT4. Det er mega fedt at kunne køre lige op med sådan en bil, når man selv stiller op med en BMW som er bygget om hjemme i garagen, griner Frederik Normann, som tog endnu en klassesejr i weekendens sidste heat.
Udenfor banen var der også travlt; op mod 50 sponsorer var på besøg og fik én på opleveren med godt racerløb og frisklavede pulled pork-burgere. Og efter sådan en weekend er der rigeligt at se frem til:
– Nu ligger jeg jo til at kunne vinde mesterskabet i min klasse, så jeg går lidt og overvejer om jeg skal stille op i de sidste par løb. Det var egentlig ikke med i planerne, men det frister meget. Ellers skal jeg køre den sidste afdeling af DMV BMW Challenge på Nürburgring sidst i oktober – det er helt sikkert, fastslår Normann.
Normann Racing