STEP Sports Management samlede lørdag d. 25. januar 40 racerkørere fra alle grene af sporten til en dag i sponsorsøgningens navn. Der blev lyttet, tænkt, debatteret og delt erfaringer til den store guldmedalje i konferencelokalet hos Racehall Aarhus.
Lige fra gokartkørere med beskedne budgetter til navne fra den internationale scene var mødt op til en dag med viden og inspiration, og til trods for at være konkurrenter på banerne – og til dels også i sponsorsøgningen – blev der lystigt delt erfaringer og tanker omkring det svære arbejde.
– Man bliver klogere af at dele sine erfaringer, og derfor var arrangementet også bygget op omkring at høre deltagernes egne erfaringer og få en snak i gang, fortæller Morten Dons, stifter af STEP Sports Management og professionel racerkører.
– Det blev taget utroligt godt imod, og der blev delt mange gode historier og erfaringer i løbet af dagen, og det var godt at se hvordan konkurrenter rent faktisk kan hjælpe hinanden til et højere niveau.
Efter arrangementet er det nu op til deltagerne at tage den nyvundne viden og anvende den på deres egen måde. Der er nemlig ikke én rigtig måde at angribe sponsorarbejdet på, fortæller dagens anden oplægsholder, Kim Gripping:
– Det er vigtigt at finde din helt egen vinkel og historie, hvis du skal fremstå troværdigt. Du kan bruge de samme teknikker, men det er din egen historie, baggrund og personlighed som skal frem, hvis du for alvor skal brænde igennem, fortæller han.
Det gratis arrangement blev afholdt i samarbejde med Racehall Aarhus, og interessen for at være med har været overvældende. Derfor er der også allerede en lille venteliste til et ekstra arrangement.
Listen kan interesserede tilmelde sig på www.stepsportsmanagement.com/sponsorcamp-2020. Man vil blive kontaktet på mail såfremt et nyt arrangement bliver aktuelt.